Prøver: Sø- og Handelsretten tilsidesætter bevis for vandindhold i strid om bunkersleverance.

Mange af de sager, der bliver afgjort såvel lokalt som internationalt, baserer sig på mere eller mindre sofistikerede internationale regler. Men af og til bliver også afgørelser i tvister mellem aktører inden for shippingindustrien afgjort med udgangspunkt i mere jordnære regelsæt som helt basal køberet og aftaleret.

Dette var også tilfældet i en sag, hvor Sø- og Handelsretten afsagde dom den 30. august, hvor hovedspørgsmålet var, om et parti bunkersolie, som et dansk firma havde påtaget sig at levere til et tidsbefragtet skib, var mangelfuld som følge af for højt vandindhold.

Bunkersleverandøren, der selv havde bestilt leverancen hos et tysk firma, videreførte siden det rejste krav mod dette for det tilfælde, at den sagsøgende tidsbefragter måtte få medhold i, at olien var mangelfuld.

Kravet blev ved Sø- og Handelsretten fremført mod såvel bunkersleverandøren som dennes underleverandør med påstand om, at disse i alt skulle betale godt 288.000 USD in solidum og det påstævnte beløb udgjorde hyretab, maskinreparation, bunkersforbrug og andre hyrekrav (til ejerne), samt fradrag af intakt leveret gasolie og salgsprisen ved afhændelse af bunkers.

Heroverfor nedlagde bunkersfirmaet dels påstand om frifindelse og dels blev der nedlagt en selvstændig påstand om betaling af 691.215 USD, som var fakturabeløbet for den leverede bunkers, ligesom der blev fremsat regreskrav over for underleverandøren.

Sagen tog sit udgangspunkt i november 2005, hvor et firma havde tidsbefragtet et skib for en seks års periode i henhold til certeparti af 26. marts 2004 af skibet, der var registreret under Panama-flag, og som var ejet af en hollandsk reder.

Skibet var en helt nybygget slæbebåd og var på sin jomfrurejse og var bestilt til at udføre en transatlantisk bugsering af en borerig fra Abidjan.

Tidsbefragteren bestilte den 31. oktober/1. november 2005 hos bunkersleverandøren 1500 mts (me-triske ton) IFO 180cst (bunkers af intermediate kvalitet) og 150 mts gasolie til levering ”Mts Fob” den 13. november 2005.

Bunkersleverandøren videregav bestilling til sin underleverandør i henhold til ”Nomination” af 31. oktober 2005, og af bestillingen fremgik bl.a. om prøver:

Underleverandøren bekræftede i ”Sales Confirmation” af 1. november 2005 bunkersleverandørens bestilling til levering (”Supply Dates) 13.-16. november. Af bekræftelsen fremgik endvidere:

Efter at bunkeringen var afsluttet den 12. november fortsatte slæbebåden sin sejlads mod Abidjan for at tiltræde en bugseringsopgave, og undervejs blev konstateret ”some problems” med motorerne 3 og 4, hvorefter der blev rettet henvendelse til bunkersleverandøren, der igen videresendte oplysningerne til underleverandøren.

I første omgang viste nogle prøver, analyseret den 18. november på et laboratorium i Abidjan, bl.a. ”water by destillation” på 4,4 procent. Max er anført til 1 procent og analyseresultatet blev derfor angivet som ”out of specification”.

Der blev foretaget diverse andre prøver og en af disse viste et vandindhold på 3,72 procent i forhold til et max på 1,0 procent. Resultatet blev videresendt under overskriften ”Fuel Alert” og havde bl.a. følgende indhold:

Den 20. november 2005 blev endnu en prøveudtagning (nr. 2687060), som slæbebåden havde modtaget fra underleverandørens skib, overdraget til et laboratorium i Abidjan, som i en analyserapport af 21. november 2005 angav et måleresultat på 0,1 procent vand.

I sidste ende er forskellen mellem at have ret – og få det - et spørgsmål om bevis, og i den konkrete sag, ville det væsentligste og uundgåelige bevis være det forhold at tidsbefragteren kunne bevise, at bunkersolien havde et højere vandindhold end bestilt, og at denne bunkers stammede fra den pågældende leverance.

Under sagen opsummerede Sø- og Handelsretten beviserne til, at der i forbindelse med STS-operationen den 12. november 2005, hvor underleverandørens skib leverede bunkersolie og tillige gasolie til slæbebåden, på underleverandørens skib var blevet udtaget fem prøver af bunkersolien.

Prøveudtagningerne blev ikke overværet af repræsentanter fra skibet, men repræsentanter fra begge skibe underskrev blanketten ”Bunker delivery receipt”, hvorefter prøverne var ”drip samples” fra skibets manifold.

Af disse blev tre samples (no. 2687054, 2687060 og 2687065) overleveret til skibet, mens to samples (no. 2687068 og 2687076) forblev i underleverandørens skibs varetægt.

Den sample (2687060), som tidsbefragteren fik testet hos det vestafrikanske laboratorium, og tilsvarende den sample (2687068), som underleverandørens skib selv fik testet senere på et laboratorium i Hamburg, viste, at olien havde et vandindhold på 0,1 procent og dermed var ”on spec.”

Efter afslutningen af STS-leverancen til skibet foretog underleverandørens skib endnu en bunkersleverance ved en STS-operation.

Heller ikke prøveudtagningerne på slæbebåden (samples 502373, 504508 og 502429) blev overværet af repræsentanter fra underleverandørens skib, og prøverne blev heller ikke attesteret af disse.

Af den første analyserapport af 19. november 2005 fra det vestafrikanske laboratorium fremgik ”Sample Source : Bunkers”, og at den forelagte prøve havde et vandindhold på 4,40 %, og at prøven dermed var ”off spec.”

Af forskellige årsager blev der udarbejdet endnu en rapport med samme journal-nummer og samme prøveresultat, ligeledes dateret den 19. november 2005, hvor ”Sample Source” var angivet som ”Continuous Drip (No 502373)”. Sample 502429 fra skibet blev nogle dage senere den 23. november 2005 analyseret af et andet laboratorium med et ”off-spec.”-testresultat på 3,72 procent vand, som oplystes at være saltvand.

Om problemstillingen anførte tidsbefragterens advokat bl.a., at de to bunkersleverandører havde et køberetligt ansvar og at olien var behæftet med væsentlige mangler, hvilket normalt er den term, der skal opfyldes, for at man kan hæve et køb.

Et væsentligt argument var, at olien var ”off spec” og at der i alt blev udtaget fem prøver fra det leverende skib og tre prøver fra det modtagende skib, men at der ikke havde været styr på, hvad der skulle ske med disse prøver.

Sø- og Handelsretten henviste til, at de testresultater, der forelå vedrørende den bunkersolie, som oliefirmaet (den oprindelige olieleverandør) den 25. oktober 2005 leverede fra landtanken i Warri (Nigeria) til underleverandørens skib, der herefter leverede til et tidsbefragtet skib, udviste et vandindhold på 0,1 %, hvilket for bunkersolie var ”on spec”.

Retten henviste til, at der forud for lastningen af underleverandørens skib af et survey firma den 1. november 2005 blev foretaget en inspektion af underleverandørens skibs tanke, som blev fundet at være uden noget indhold af vand og ”okay to lift cargo as nominated”.

Af underleverandørens skibs skibslog fremgik, at underleverandørens skib ved to STS-operationer henholdsvis den 3. og 5. november 2005 foretog bunkersleverancer, og af en forklaring afgivet af en befragter ansat hos bunkersleverandøren fremgik, at aftagerne af disse leverancer ikke havde reklameret over kvaliteten af den leverede olie.

Denne omtalte befragter forklarede i retten bl.a., at underleverandøren leverede bunkers til andre end det tidsbefragtede skib fra samme last, og at leverancerne fra den pågældende last ikke havde givet anledning til andre claims end fra tidsbefragteren.

Han forklarede endvidere, at der ved STS-operationen blev foretaget prøver i overensstemmelse med Marpol Regulations, dvs. prøverne tages som ”continuous drip”. Det foregår på den måde, at en hane kontinuerligt drypper olien ned i opsamlingsbeholder, så prøven bliver repræsentativ. Sådan foregår det på alle barges.

De fem prøver forsegles og nummereres, hvorefter tre prøver udleveres til det modtagende skib, mens de selv beholder to prøver, heraf en Marpol prøve.

I retten afgav bl.a. slæbebådens maskinmester forklaring og han kunne bl.a. fortælle, at der i nogle af tankene på slæbebåden stadig havde været bunkers tilbage fra en leverance i Singapore, og denne dermed var blevet delvis blandet med leverancen fra Nigeria.

Sø- og Handelsretten tilkendegav herefter, at der efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder og idet de øvrige forhold og oplysninger, som har været berørt under sagen, herunder spørgsmålet om den oplyste mængde tankede bunkers i Singapore i forhold til skibets tankkapacitet og maskinmesterens antagelser den 22. november 2005 over oliemængden i skibets forskellige tanke, ikke på nogen entydig måde støttede tidsbefragterens standpunkt under sagen.

Retten fandt derfor ikke, at det kunne anses for godtgjort, at den leverede bunkerolie var behæftet med en væsentlig mangel.

Som følge af det anførte frifandtes både bunkersleverandøren og underleverandøren for tidsbefragterens påstande, og bunkersleverandørens selvstændige påstand mod det tidsbefragtede skibs om betaling af 691.215 USD blev taget til følge.