Fly-sikkerhed koster
Sikkerhedsudgifterne i landets lufthavne er vokset kolossalt efter terrorangrebene på USA 11. september 2001.
Det skriver Ritzau. I Københavns Lufthavn i Kastrup, der er landets største, er udgifterne steget fra 98 millioner kroner i 2001 til 437 millioner i 2010. I samme periode er lufthavnens sikkerhedsafdeling gået fra at beskæftige 320 personer til 873.
Det samme billede tegner sig i resten af landets lufthavne.
Billund Lufthavn har eksempelvis brugt 18 millioner kroner mere om året på sikkerhed siden 2001.
Men de høje udgifter skyldes ikke kun terrortruslen. Lufthavnenes ledere er enige om, at der er tale om en forfejlet sikkerhedspolitik.
Især forbuddet mod at tage mere end 100 milliliter væske med på turen er upopulært blandt både passagerer og sikkerhedscheferne. Reglen blev indført, efter britisk politi forhindrede en gruppe terrorister i at tage sprængfarlige væsker med om bord på flere fly.