Cowi: Jysk motorvej kan redde Vejlefjord-broen
Trafikken på Vejlefjordbroen undgår at stivne i bilkøer, hvis de danske politikere beslutter at bygge den såkaldte hærvejsmotorvej ned gennem Jylland, skriver fagbladet Ingeniøren.
En ny analyse fra Cowi viser nemlig, at Hærvejsmotorvejen kan flytte hver fjerde bilist væk fra Vejlefjordbroen, hvis den står færdig i 2020. Vejlefjordbroen er allerede Danmarks mest trafikerede bro med over 62.000 daglige bilister, og i 2020 vil 77.500 bilister bruge broen hver dag.
Ifølge trafikforsker Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitet (RUC), virker beregningerne til at være troværdige, men hele analysen hviler på en forudsætning om, at trafikken stiger med de 1,7 procent om året, som Infrastrukturkommissionen regner med.
- Hvis det holder stik, så går der kun ti år fra Hærvejsmotorvejen er bygget til trængselsproblemerne på Vejlefjordbroen er tilbage på samme niveau. Derfor er udvidelsen af en ny Vejlefjordbro eller en bro mellem Bogense og Juelsminde stadig lige så relevant, siger han.
Men Per Homann Jespersen tror faktisk slet ikke på analysens forudsætninger.
- Hvis vi tager klimapolitiken alvorligt, så tror jeg slet ikke på så voldsomme stigninger i biltrafikken de næste 10 til 20 år. Der er talrige undersøgelser, som viser, at vi ikke får mulighed for at øge trafikken så voldsomt. Enten bliver brændstoffet for dyrt, eller også kommer der andre reguleringer,« siger Per Homann Jespersen.
Tidligere analyser har også vist, at en Hærvejsmotorvej vil flytte bilister væk fra Vejlefjordbroen, men ikke så massivt som Cowi-analysen.
For halvandet år siden konkluderede Niras-konsulenterne i en såkaldt screeningrapport for Transportministeriet, at en ny midtjysk motorvej dagligt vil blive brugt af mellem 20.000 og 25.000 køretøjer. Og at den vil aflaste den østjyske motorvej, og dermed Vejlefjordbroen, med 10-15.000 biler.
Den nye Cowi-analyse regner med, at hærvejsmotorvejen vil flytte 19.600 bilister væk fra Vejlefjordbroen