Fælles fodslag mod pirater
Danmarks Rederiforening og Verband Deutscher Reeder bag fælles møde i Flensborg.
På mødet syd for grænsen gav de to rederiforeninger et bud på situationen og pegede således på fælles udfordringer i forbindelse med pirateri ud for Afrikas Horn.
Max Johns, Head of Communications i Verband Deutscher Reeder, påpegede, at Tyskland er den hårdest ramte nation med omkring 40 kapringer. Det store antal hænger dog også sammen med, at tyske virksomheder kontrollerer verdens tredjestørste handelsflåde.
- Vi er det land, der er hårdest ramt, men desværre også et af de lande, der gør mindst for at forhindre, at vores skibe bliver kapret, sagde Max Johns.
Desuden peger han på, at brutaliteten i overfaldende er stigende. Hvor det tidligere var skibet eller varerne ombord, der var målet, går piraterne i dag kold og kynisk efter at tage gidsler og dermed få løsepenge.
Johns håber, at tyske redere snart kan få lov til at ansætte private vagtselskaber, så rederierne kan beskytte deres medarbejdere og værdier.
- Det er én af grundene til, at redere udflager deres skibe – for at få lettere adgang til at forsvare sig selv, forklarer han.
Vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen, pegede på nødvendigheden af at samarbejde – og her har Danmark og Tyskland de samme interesser.
- Men vi kan ikke klare det med krudt og kugler alene, der skal også en indsats på landjorden til, sagde Jan Fritz Hansen, der mener, at ordentlige leve- og arbejdsforhold i Østafrika skal gøre pirateri mindre interessant.