Politisk pres for bedre havnemiljø i Østersøen
Politikere fra hele Østersøområdet mødtes 28-30. august i Helsinki til det årlige parlamentariske forum for regionen, Baltic Sea Parliamentary Conference (BSPC).
Temaet var grønt vækst omkring det fælles og forhåbentligt snart mere blå og rene hav.
Et af hovedpunkterne på mødet var en slutrapport fra BSPCs arbejdsgruppe for søfartspolitik, som blandt andet anbefaler en række tiltag for at udvikle havnefaciliteterne i Østersøen.
Fokus er ikke mindst på at fremme en bæredygtig udvikling på området, både for at skåne det skrantende havmiljø i Østersøen og for at styrke havnenes konkurrencedygtighed.
- Nordisk Råds miljøudvalg har længe kæmpet for bedre havnefaciliteter i Østersøen, ikke mindst for at mindske forurening fra toiletaffald og sikre en bedre håndtering af ballastvand. Vi ser frem til en styrket indsats som opfølgning på BSPCs meget ambitiøse rapport, udtaler Anita Brodén (Folkpartiet Liberalerna – Sverige) fra Nordisk Råds miljøudvalg.
Frygt for stigende skibs-udgifterForsamlingen diskuterede også en FN beslutning om at begrænse indholdet af svovl i skibenes brændstof til 0,1 % fra 2015.
Forslaget fra FNs søfartsorganisation IMO indebærer en merudgift for søfarten på op til 75 % i øgede brændselsudgifter - og mange frygter at transporten i stedet føres over på landjorden til skade for miljøet.
Politikerne på BSPC opfordrede derfor til et forstærket samarbejde om forskning indenfor maritime anliggender, herunder alternative brændstofteknologier og innovation indenfor energieffektivitet generelt.