23948sdkhjf

Havnedirektør får kritik fra skibsmæglere

Aalborg Havns havnedirektør Claus Holstein har bragt Danmarks Skibsmæglerforening op på barrikaderne efter kritik af oplægget til den nye havnelov.

Aalborg Havns havnedirektør Claus Holstein har bragt Danmarks Skibsmæglerforening op på barrikaderne efter kritik af oplægget til den nye havnelov.



Claus Holstein mener, at den nye Havnelov slet ikke går langt nok, når det handler om at liberalisere de kommunalt ejede erhvervshavnes adgang til at engagere sig i kommercielle aktiviteter.

Skibsmæglerforeningen mener til gengæld, at Holsteins argumenter er ensidige.

- Der er for mange restriktioner i forslaget. For eksempel vil man give havnene lov til at samarbejde økonomisk med hinanden, men kun på bestemte områder. Men havnene har masser, vi kan samarbejde om. Hvorfor skal vi rende og spørge nogle embedsmænd i Kystdirektoratet om lov til selv småting? Det har jeg meget svært ved at se, sagde Claus Holstein, ifølge Nordjyske Stiftstidende, i et indlæg på et valgmøde i Aalborg i sidste uge.

Det skriver maritimedanmark.dk.

Claus Holstein undrede sig også over, at havnene kun får lov til at investere i infrastrukturen på fremmede havne, sådan som udkastet til en ny havnelov ser ud lige nu.

- Vi vil for eksempel gerne investere i Nuuk. Men hvorfor må vi kun bruge penge på at bygge kajer, når det er vores know-how inden for logistik, grønlænderne er interesseret i?”, sagde Holstein.

Unfair konkurrence

Claus Holsteins udmeldinger har fået direktøren i Danmarks Skibsmæglerforening til at skrive et debatindlæg i Nordjyske.

- Hvis de danske havne får lov til at udbyde alle former for services vil hele grundlaget for en enorm underindustri forsvinde op i den blå luft med katastrofale følger for disse virksomheder og tab af jobs. Det er en udokumenteret påstand, at havnene vil være bedre og billigere til at udbyde diverse services i danske havne end de private aktører. Omvendt burde havnene i stedet se på hvilke funktioner de med fordel kan outsource til private aktører, skriver Allan Houtved..

Han påpeger, at erfaringerne med offentlige indtog på markeder, der hidtil har været forbeholdt private virksomheder, sjældent er positive. Det forvrider konkurrencen og kan ofte kun fungere, hvis der er skattekroner i ryggen.

Houtved mener, at havnene – i stedet for at arbejde for at få lov til at konkurrere med deres egne kunder – bør koncentrere sig om at forbedre samarbejdet med de private virksomheder.

- Bliver området liberaliseret, som Claus Holstein ønsker, vil det være en ulig konkurrence imellem private virksomheder og offentlige penge, som de private virksomheder ikke har en jordisk chance for at vinde.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063