Ny generation Volvo på vej
Det er en nærmest offentlig kendt hemmelighed, at Volvo barsler med en ny lastbilgeneration til afløsning af den nuværende FH-generation.
I vore nordiske nabolande Sverige og Norge, har man gennem længere tid kunnet observere delvis forklædte feltprøvelastvogne. Nu er de også begyndt at dukke op hos danske vognmandsvirksomheder. På billedet ses en af de nye feltprøvebiler, som siden begyndelsen af august har været i stald ved det nordjyske vognmandsfirma Steen M. Hansen, Vodskov.
Umiddelbart ser førerhuset så at sige ud til at være mere firkantet med en mere lodret front, hvilket uden tvivl giver mere plads i førerhuset.
Det bliver spændende at se hvordan det hele ser ud, når forklædninger bliver pillet af.
Førerhuset på den nuværende FH-serie blev født i 1993, hvor FH-serien afløste Volvo F16, F12 og F10 serierne.