23948sdkhjf

Dansk opfindelse bag grønt logistik

En ny dansk opfindelse kan sætte punktum for rådden frugt og grønt i kølecontainere, køletrailere og kølerum.

En ny dansk opfindelse kan sætte punktum for rådden frugt og grønt i kølecontainere, køletrailere og kølerum.



Dermed har Danmark fået en unik mulighed for at lægge sig i spidsen inden for reduktionen af fødevarespild. Teknologien, der forlænger holdbarheden af opbevarede fødevarer i kølekæden, vækker stor begejstring hos Teknologisk Institut, der har testet opfindelsen.

- Resultaterne er forbløffende. Der er ingen tvivl om, at det her er en opfindelse med et meget stort potentiale, og som kan være med til at reducere det voldsomme fødevarespild, vi ser under transport og i kølekæden, vurderer kemiingeniør og seniorkonsulent ved Teknologisk Institut Henrik Classen.

Den nye, patenterede opfindelse, der har fået navnet CSC-systemet (Cooling System Cleaner), løser et gammelt og velkendt problem i kølekæden: Køleanlæggets fugtige miljø fungerer i praksis som magnet for mikroorganismer og giver bakterier, gær og skimmelsvampe perfekte vækstvilkår.

- Det er dybt problematisk, for selvom du f.eks. opbevarer grøntsager i et rum eller lastrum, der opfylder alle hygiejnekrav og har den rette lave temperatur, skal luften stadig igennem køleanlægget. Når der i anlægget samler sig mikroorganismer, bliver disse i sagens natur spredt rundt i rummet med ventilationsluften. Resultatet er entydigt: En stor del af især frugt og grønt må kasseres, fordi mikroorganismerne forårsager forrådnelse, forklarer Henrik Classen.

Bakterier destrueres

Nogle køleanlæg (foto) rengøres meget sjældent, da det er yderst kompliceret pga. de tekniske installationer, og når det endelig sker, bliver de hårdføre mikroorganismer ofte siddende på køleanlæggets flader. CSC-systemet destruerer bakteriernes DNA med UVC-lys og mikrobølgebeståling, og samtidig starter systemet en fotokatalyse, hvor frie radikaler dræber stort set alle mikroorganismer.

Teknologisk Institut har målt, at total kim bliver reduceret med 70 procent, mens gær og skimmel reduceres med mere end 90 procent.

Dansk opfinder

Bag opfindelsen af CSC-systemet står den danske opfinder Henrik V. Hendriksen og hans virksomhed Airvention. Adm. direktør i Airvention, Michael Stensbjerg, er ikke i tvivl om CSC-systemets potentiale for at reducere det skjulte madspild.

- Madspild er med god grund kommet meget højt op på den politiske dagsorden. Det er et globalt, økonomisk og etisk problem, som vi kan være med til at løse, og derfor oplever vi allerede meget stor opmærksomhed omkring systemet i både ind- og udland, fortæller Michael Stensbjerg.

- I øjeblikket ser vi rigtig mange gode initiativer, der skal reducere madspild i Danmark. Det er positivt, og der er mange gode ideer. Desværre kan vi dog også se, at selve køleledet ikke får tilstrækkelig bevågenhed på trods af, at meget store mængder fødevarer netop må kasseres efter transport og opbevaring. Vi taler om de rette temperaturer i kølesystemet, men har overset selve systemets kontaminerende effekt, forklarer Michael Stensbjerg.

Han håber derfor på, at offentliggørelsen af CSS-systemet og Airventions tilslutning til Charter for Mindre Madspild kan være med til at sætte fokus på kølekæden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063