Skibsofficerer kræver skattekompensation
Søfartens Ledere vil kæmpe for at medlemmerne får andel i den generelle skattelettelse, som de fleste dansker fik fra 1. januar 2010.
Danske Søfolk, der sejler på skibe i Dansk Internationalt Skibsregister, er delvist fritaget for den indkomst, som alle danskere betaler. Dermed får de ikke gavn af den skattelettelse, som blev danskerne til del, da regeringen fik vedtaget den såkaldte Forårspakke 2.0.
Det mener Søfartens Ledere er urimeligt og derfor har de krævet, at Skibsrederne kompenserer søfolkene. Et krav som Rederiforeningen har afvist kategorisk.
Derfor har skibsofficerernes fagforening nu besluttet, at gå til Folketinget i stedet – hvis det ikke hjælper, så vil Søfartens Ledere overveje at gå til domstolene.
- Vi er gået efter en aftale, der viderefører den intention, tradition og tillid, erhvervet siden 1988 har udvist til systemet omkring DIS, ved at beregne nettoværdien af lettelser og stigninger i indkomstskatten og regulere nettolønningerne tilsvarende, siger Jens Naldal, formand for Søfartens Ledere.
Forliste forhandlinger- Vi har ved forhandlingsbordene også sagt til rederierne, at regulering af nettolønningerne, i overensstemmelse med ændringerne i det danske skattesystem, er vigtigere end de almindelige lønstigninger og overenskomstforhandlinger. Det har vi gjort, fordi vi ikke er blinde for, at kompensation for skattelettelserne er en udgift for rederierne, siger han.
Rederiernes afvisning har betydet, at er endnu ikke er indgået overenskomster for 2010 med hverken Danmarks Rederiforening eller Rederiforeningen af 2010. Forhandlingerne er reelt brudt sammen
DIS ved en skillevej- Vi er ved en skillevej i flere henseender. For det første bliver vi nødt til at bede ministre og Folketing om at tage stilling til, hvordan man sikrer danske søfolk i DIS samme rettigheder som alle andre danske skatteborgere, siger formanden for Søfartens Ledere.
- For det andet kan denne sag i sidste ende betyde et opgør med vores nuværende aftalesystem, således at vi ikke længere har generelle hovedoverenskomster, men i stedet må forsøge at få aftaler med de rederier, som vil honorere deres medarbejdere med en retfærdig nettoløn, siger han.
- Vil ministre og Folketing ikke gøre noget aktivt, vil vi dernæst gå til domstolene for at høre deres fortolkning af reglerne i DIS, ligesom vi også må tage vores støtte til DIS og dansk skibsfart op til vurdering, slutter Jens Naldal.