Færre og færre vognmænd
Der bliver færre og færre vognmandsvirksomheder, viser nye tal fra Trafikstyrelsen.
- Tallene afslører, at kapacitetstilpasningen i transporterhvervet ikke er slut endnu, siger DTLs erhvervspolitiske chef Ove Holm.
Antallet af virksomheder med godskørselstilladelse toppede i 2007 med 6332. Året efter toppede selve antallet af tilladelser med 41.071 svarende til 6,5 tilladelser pr. virksomhed. Siden da er antallet af virksomheder faldet med 12 procent over tre og et halv år. Samtidig er antallet af vognmandstilladelser faldet med 9 procent over to og et halvt år.
Faldet i antal virksomheder er sket med samme hastighed i perioden, og der er desværre endnu ikke tegn på en vending. Til gengæld er faldet i antal tilladelser sket i et mere afdæmpet tempo i 2010 og første halvår 2011 end i 2009.
Trafikstyrelsens tal viser også, at afgangen fra vognmandserhvervet som følge af enten betalingsstandsning, konkurs, manglende egenkapital, restancer til det offentlige eller tvangsopløsning voksede fra 53 i 2008 til 168 i 2009. Året efter i 2010 faldt antallet igen til 142 og den faldende tendens er fortsat i første halvdel af 2011.
Antallet af danske lastbiler registreret til vognmandskørsel er fra 1. januar 2008 til 1. januar 2011 ifølge Danmarks Statistik faldet med næsten 5000 lastbiler svarende til hele 17 procent. Det kan i øvrigt konstateres, at der er en del flere vognmandstilladelser, end der er vognmandslastbiler.
Smertefuld proces- Den smertefulde kapacitetstilpasning i det danske vognmandserhverv synes fortsat ikke at være bragt til ende. Heldigvis ser vi en lang række positive tendenser bl.a. i Danmarks Statistiks konjunkturbarometer for transporterhvervet, i trafikudviklingen over Storebæltsbroen og i antallet af nyregisteringer af lastbiler, siger DTLs erhvervspolitiske chef Ove Holm, der dermed forudser, at Trafikstyrelsens faldende tal for vognmandsvirksomheder og tilladelser vil vende i løbet af det kommende år.