Grønt lys for stort biogasanlæg i Skåne
Stora Enso Nymölla i Skåne har fået grønt lys til at bygge Sveriges største anlæg til produktion af biogas.
Den svenske Mark og Miljødomstol har givet sin tilladelse, skriver Nordisk papperstidning. Det er planen, at Sveriges største biogasanlæg skal bygges ved den store papirfabrik, Nymölla Pappersbruk i Nymölla.
Tilladelsen er givet af Mark og Miljødomstolen med de vilkår som koncernen selv har foreslået. Nu går koncernen videre med at søge investeringsmidler intern i koncernen.
Det forventes at anlægget årligt kommer til at producere cirka 100 gigawattimer gas fra anlæggets spildevand. I første omgang skal gassen anvendes til papirfabrikkens eget forbrug, hvorved man regner med at kunne reducere behovet for eksternt brændstof med ca. 50 %.