Nyt Noer-koncept
Tidsbestilling er ikke nødvendig hos Noer.
Carsten Noer One Stop Service i Toftlund tilbyder nu en ny service for køretøjer, nemlig servicering af køretøjet uden at bestille tid på forhånd.
One Stop Service råder over et meget stort reservedelslager med over 20.000 forskellige reservedele på lager og kan derfor løse langt de fleste opgaver og problemer med det samme. Virksomhedens servicekøretøjer står desuden klar til at rykke ud til vogntog, der er gået i stykker og afhjælpe problemet på stedet – hvis lastbilen ikke kan køre til værkstedet ved egen kraft.
- Vi gør alt for at begrænse ventetiden til 20 minutter og byder selvfølgelig imens på en kop kaffe, siger driftschef Jan Stubberup, der understreger vigtigheden af at have et kvalificeret værksted indenfor rækkevidde – ikke mindst i f.eks. høstsæsonen.
Carsten Noer råder også over en veludstyret hydraulik-afdeling, hvor der dels laves opbygninger, dels udføres en række forskellige opgaver indenfor hydraulik.
I forbindelse med genopretningen af virksomheden har Carsten Noer Service ApS indgået en aftale med Lastas A/S i Hedensted om at være servicepunkt for Lastas, Kel-Berg Ltd. og Thompson Rental A/S i Syd- og Sønderjylland.
Carsten Noer arbejder samtidig på, inden for en overskuelig fremtid, at kunne tilbyde kunderne i hele Syd- og Sønderjylland flere servicepunkter.
Et kvalificeret trekløver står bag Noer-værkstedet: fra venstre er det Ole Schmidt, Hartmut Karweg, samt driftsleder Jan Stubberup.