Transportvirksomhed vinder sag
Medarbejder blev afskediget under konens graviditet
Alle alarmklokker skal ringe, når en virksomhed overvejer at opsige en gravid medarbejder, men de skal også ringe, hvis det er den kommende eller nybagte far, der overvejes afskediget, skriver ATL i sit nyhedsbrev.
Virksomheden blev stævnet for betaling af 338.000 kr. plus renter for at fyre en trafikchef, efter han havde fremsat ønske om afholdelse af to ugers fædreorlov.
Virksomheden blev imidlertid frifundet, da Retten i Horsens fandt, at virksomheden havde løftet bevisbyrden for, at opsigelsen ikke var hverken helt eller delvis begrundet i medarbejderens ønske om fædreorlov.
Retten lagde vægt på, at medarbejderen var den, der bedst kunne undværes og at virksomheden var i en økonomisk afmatning. Samtidig lagde retten vægt på, at medarbejderen tidligere havde afholdt fædreorlov i virksomheden og at ulempen for virksomheden ved to ugers fravær, måtte anses for beskeden.
- Sagen viser, at det er muligt, at løfte den tunge bevisbyrde, men at vi måske skal gøre endnu mere ud af, at oplyse virksomhederne om den beskyttelse, som også fædre nyder, siger advokat i DI/ATL, Pernille Grenaae, der førte sagen for virksomheden.
Det vides endnu ikke, om sagen ankes.