Rederier bag fælles ulykkesovervågning
Fem af verdens største container-rederier står bag nyt ulykkes-overvågningsystem, der skal mindske antallet af ulykker ved lastning og losning af gods.
Det er Maersk Line, Mediterranean Shipping Company, CMA CGM, Evergreen og Hapag-Lloyd der står bag det nye ”Cargo Incident Notification System Network” – forkortet til CINSNET.
Systemet skal sikre, at rederierne ikke bare registrerer ulykker under lastning og losning, men også udveksler informationerne, så specielle problem-områder hurtigt identificeres og rederierne kan nyde godt af de andre brugeres erfaringer.
Det skal forbedre sikkerheden i container-industrien.
CINSNET er ikke forbeholdt de fem containergiganter og alle rederier, der ønsker det, kan deltage i samarbejdet.
Det skriver Lloyd’s List.
Container-rederiernes brancheorganisation COA (Container Owner’s Association) har indvilliget i at være vært for database-systemet. Flere andre aktører med relation til erhvervet – herunder forsikringsselskabet TT Club og International Group of P&I Clubs, har været involveret i projektet.
Alle begivenheder - både egentlige ulykker og hændelser, der kunne have udviklet sig til ulykker – skal registreres i systemet. Analyser af data skal danne basis for større sikkerhedsbevidsthed i hele erhvervet, der kan lære af både egne og konkurrenters erfaringer. CINSNET forventes også, at sikre at containerrederierne opdager uheldige trends langt tidligere end i dag.
Det skal også gøre det muligt for rederierne at ’opdage’ laster, der udgør særlige sikkerhedsproblemer, selv om godstypen eller fragtenheden ikke er registeret som ’farlig’.
Den indsamlede information er anonymiseret i et sådant omfang, at systemet ikke kommer i konflikt med internationale og nationale konkurrenceregler og monopol-lovgivning.