Nye fartskrivere er et hit
Vognmænd eftermonterer frivilligt nye digitale fartskrivere, der giver mere køretid ved mange start og stop.
Da europæiske vognmænd i 2006 fik leveret de første lastvogne med den dengang nye – men også stærkt forsinkede - digitale fartskriver i stedet for den gamle mekaniske fartskriver, så opdagede de hurtigt at den digitale teknologi stjal køretid.
Det var især mærkbart på lastvogne, der havde mange start og stop i løbet af en arbejdsdag. Det var ikke usædvanligt, at en chauffør mistede en halv times køretid eller mere på en enkelt arbejdsdag.
Dermed blev den digitale tachograf et kostbart bekendtskab for mange vognmænd.
Nu er der endeligt nye digitale fartskrivere, der ikke stjæler køretid, på vej ud på markedet.
De nye fartskrivere registrerer den daglige køretid på en ny måde. Dermed lever flere producenter nu op til EU-kravene til nye fartskrivere, som senest skal monteres i nye lastbiler fra den 1. oktober i år.
Det skriver Dansk Transport & Logistik.
Vognmænd vil have tidDer er ikke krav om, at eksisterende fartskrivere skal udskiftes, men flere vognmænd har alligevel valgt at eftermontere de helt nye fartskrivere på grund af den nye 1 minuts regel, som giver mere køretid. Argumentet er, at tid er penge og "hvert minut tæller."
Den ekstra køretid opnås særligt ved kørsel med mange start og stop. Det kan være i situationer omkring containerkørsel, distributionskørsel eller lignende. Der er allerede eksempler på, at der kan opnås mere end en times ekstra køretid på en enkelt dag med de nye fartskrivere, skriver vognmandsorganisationen.
Foreløbige tilbagemeldinger til DTL viser, at flere DTL-medlemmer har tjent køretid ved at udskifte den tidligere fartskriver med en ny. Samtidig indikerer vognmændene, at investeringen hurtigt er tjent ind igen ved øget produktivitet.
De eksisterende fartskrivere kan ikke opdateres, så der kan kun blive tale om en udskiftning. Her kan der spares lidt penge, hvis man eksempelvis får ombyttet sin fartskriver, når der alligevel skal udføres et lovpligtigt 2-års eftersyn.