Konkurrenter ikke bange for nyt Mærsk-rederi
Konkurrenterne siger, at de ser frem til konkurrencen fra det nye Mærsk-ejede feederrederi Seago Line rederi med sindsro.
Det springende punkt bliver, om Seago vil være i stand til at tiltrække opgaver fra andre rederier end Maersk Line og Safmarine.
- Jeg tror, at Seago Line først og fremmest vil få betydning for markedet i Middelhavet, og dernæst i Østersøen, siger Harry Kleipas, der er adm. direktør for Feederlink, til IFW.
- Jeg kan ikke forestille mig, at Storbritannien og Irland vil blive påvirket på kort sigt, siger Kleipas til magasinet.
Feederlink driver i dag feederruter, der forbinder Rotterdam med havne som Felixstowe, Immingham, South Shields, Teesport og Grangemouth.
En talsmand for Seago ønsker overfor IFW ikke at give yderligere oplysninger ud over det der fremgår af rederiets hjemmeside.
Han oplyser dog, at Seago Line er i gang med at overføre operationelle opgaver fra Maersk Line til Seago Line. Det sker i et omfang, der i anden halvdel af 2011 omfatter 65-70 skibe.
Ole Barrelet, administrerende direktør for Oldenburg-Portugiesische Dampfschiffs-Rhederei, der driver omfattende feedertrafik mellem Storbritannien, Nordeuropa og Den Iberiske Halvø vurderer, at det helt afgørende bliver, om Seago Line vil være i stand til at tiltrække opgaver fra andre end Maersk Line og Safmarine.
- Det bliver interessant at se, om Maersk / Seago kan tiltrække tredjepartskunder. Det er et centralt spørgsmål. Ellers vil der blot være tale om en intern feeder under et nyt brand, siger Barrelet til magasinet.
Ifølge IFW har Seago Line allerede startet kommercielle aktiviteter op i Storbritannien. Det er sket gennem et kontor i Liverpool.