Tre store japanske rederier i rødt
NYK Line, MOL og ”K” Line kom ud af første kvartal med røde tal på bundlinjen.
Det skuffende kvartalsresultat – for perioden april-juni – skyldes ikke kun de faldene fragtrater, men også følgerne af det voldsomme jordskælv og den efterfølgende Tsunami, samt strålingskatastrofen på den japanske atomkraftværk Fukushima Daiichi . Det skriver den belgiske shippingavis DeLloyd.
NYK og MOL har taget konsekvensen og justeret forventningerne til rederiernes årsregnskaber.
Stigende bunkerpriser, samt udviklingen i Yen-kursen har også sat rederiernes indtjening under pres.
De faldende fragtrater på linjetrafikkerne – især mellem Asien og Europa – skyldes den store tilgang af ny tonnage uden ophugning af ældre tonnage.
NYK Line indkasserede et nettotab på 92 mio. USD, hvor rederiet sidste år havde et plus på 295 mio. USD. Hvor rederiet for blot et par måneder siden forventede at øge overskuddet til 347 mio. USD, så har ledelsen nu nedjusteret forventningerne til et plus på 64 mio. USD.
MOL fik et minus på 103 mio. USD i kvartalet. Derfor har rederigiganten nu nedjusteret forventningerne for hele regnskabsåret med 71 procent til et plus på 218 mio. USD.
”K” Line tabte 47,8 mio. USD i første kvartal, hvilket skal sammenlignes med et plus på 202 mio. USD i 2010. Rederiet forventer et plus på mere end 25 mio. USD i hele indeværende regnskabsår – ikke mindst fordi, der nu atter er kommet gang i eksporten af biler fra Japan.