Danske Speditører ønsker statslig opbakning til Aarhus-Kalundborg
En lukning af fragtfærgeruten over Kattegat vil ændret erhvervslivets Danmarkskort til det værre, mener Danske Speditører.
Det bliver dyrere at være virksomhed i Nord- og Vestjylland samt i Nordvestsjælland. Samtidig øges presset på vejnettet mellem Øst- og Vestdanmark, spår Danske Speditører.
Med lukningen af færgeruten mellem Århus og Kalundborg ændres Danmarkskortet for erhvervslivet - såvel fremstillingsindustrien som handelen og transportsektoren. På årsbasis skal 135.000 lastvogne og trailere køre over Fyn foruden 80.000 andre biler. En tur mellem Glostrup og Århus forlænges med 190 km.
- I lyset af de samfundsmæssige konsekvenser burde staten - lidt utraditionelt - give en hånd og foretage et salgsfremstød for at få rederier til at interessere sig for at besejle ruten. Det kan foregå med ganske almindelige ro-ro skibe, uden fancy passagerfaciliteter. Det er, hvad der er behov for," siger direktør Martin Aabak, Danske Speditører, som kommentar til Molslinjens fondsbørsmeddelelse om rutens indskrænkning den 20. juli og endelige lukning i september.
Om konsekvenserne af lukning siger Martin Aabak videre:
- Der er en lang række andre virkninger - dårligere udnyttelse af materiel, behov for flere lastvognstrækkere, konsekvenser for køre- og hviletid og stigende transportpriser. Konsekvenserne for de områder, der i forvejen ligger yderligt, nemlig Nord- og Vestjylland og Nordvestsjælland, springer særligt i øjnene.
- I forvejen er det ikke nemt at disponere kapaciteten mellem Øst- og Vestdanmark, fordi produktion væsentligst foregår vestpå, mens hovedstadsområdet er det store forbrugscentrum, og det bliver sværere nu. For detailhandelens vedkommende bliver det i sidste ende forbrugerne, som kommer til at betale for bortfaldet af den nordlige rute over Kattegat. Eksportvirksomhederne får forøget belastningen af konkurrenceevnen.
Martin Aabak peger på, at det kan blive nødvendigt at nyvurdere vejkapaciteten over Lillebælt og i Østjylland i lyset af rutelukningen, og at det kan få konsekvenser for prioriteringen af fremtidige infrastrukturprojekter, idet fjerntrafik med store lastbiler udgør en væsentligt større andel end andre steder på vejnettet. Det betyder, at selv en mindre forøgelse af lastbiltrafikken kan få betydning.
- Udbygning af vej- og brokapaciteten er dyr, og det vil være samfundsmæssigt fordelagtigt at opretholde en færgerute for gods i Kattegat, slutter Martin Aabak.