Strid om Atlas-konkurs
Sunde aktiviteter i Atlas Shipping solgt til det konkursramte rederis stifter.
Kreditorerne i Atlas Shipping står tilbage med en bet på omkring en milliard kroner efter tørlastrederiets konkurs.
Det gælder dog ikke Danske Bank, der ifølge epn.dk, har accepteret, at kuratoren Hans Hedegaard fra advokatfirmaet Plesner, sælger de sunde aktiviteter i tørlastrederiet til Atlas Shippings stifter, og storaktionær, Bo Knold Kristensen.
Dermed får Danske Bank omtrent dækket sit tilgodehavende i Atlas Shipping.
- Det er konkursboet, der har solgt en del af Atlas fra. Det er sket helt i overensstemmelse med kreditorerne, og det bud, vi fik, var det bedste, der var, siger Hans Hedegaard ifølge epn.dk.
Aftalen med Bo Knold Kristensen betyder ikke kun, at han kan sejle videre med den konkurs-ramte rederis eksisterende tonnage. Stifteren vil også modtage de tre nye, store tørlastskibe som Atlas Shipping har bestilt til levering i løbet af 2011. De tre nybygninger har en værdi på op imod en halv milliard kroner.
Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten, så er der udbredt frustration blandt de øvrige kreditorer over at de må bære milliard-tabet på Atlas-konkursen, mens Danske Bank har sikret sig selv.
Bo Knold Kristensen fortsætter rederidriften i selskabet Falcon og det dertilhørende datterselskab Atlas Rederi.