23948sdkhjf

Partnerskab skaber nye jobs

Esbjerg-virksomheden N&K Spedition indgår et partnerskab med det store hollandske transportfirma HSF Logistics.

Esbjerg-virksomheden N&K Spedition indgår et partnerskab med det store hollandske transportfirma HSF Logistics.



Dermed skabes ikke blot en ny sværvægter i transportsektoren i en enhed med en årlig omsætning på 2-3 milliarder kroner. Kompagniskabet betyder også 30 nye arbejdspladser i Esbjerg, oplyser N&K.

I forbindelse med partnerskabet er det besluttet, at N&K Spedition udvider kapaciteten og opfører nye kontorfaciliteter ved hovedsædet i Sædding for inden for det næste halve år at gøre plads til yderligere 30 nye medarbejdere, således at den samlede medarbejderstab passerer 100.

N&K Spedition, der har afdelinger i Sverige, Norge og Litauen, har Familien Bonniksen Holding som hovedaktionær.

Stifteren, 49-årige Per Jensen, har igennem længere tid været på udkig efter en anerkendt, kvalificeret international samarbejdspartner.

- Det har været vigtigt for mig at skabe tryghed for medarbejderne ved at virksomheden nu styrkes internationalt, og vi kan desuden glæde os over, at partnerskabet giver flere arbejdspladser i Esbjerg, siger Jensen.

Han stiftede N&K Spedition i 1987 og er kendt som en stor lokalpatriot i det sydvestjyske område med bl.a. sponsorater til lokalsporten, herunder den vestjyske fodboldklub EFB.

Samtidig bevares aktiemajoriteten på danske hænder, idet det hollandske selskab køber en ikke bestemmende aktiepost

600 køretøjer

Det hollandske transportfirma har flere end 100 år på bagen med egen vognpark bestående af godt 600 transportkøretøjer. Samtidig har virksomheden udviklet et unikt produkt inden for miljøvenlig emballage til transport af fødevarer i form af kar, der kan rumme op til 600 kilo kød.

- Dette er i kombination med egne specialiserede vaskefaciliteter og køle/frysehuse et produkt, som efterspørges af kunder over hele Europa, fortæller administrerende direktør Martin Gade Gregersen, N&K Spedition.

N&K Spedition er ifølge selskabet Danmarks største transportør af netop kød med en stor kundeportefølje af såvel nationale og internationale fødevarevirksomheder.

De to virksomheder videreføres under deres nuværende navne og supplerer hinanden godt. N&K Spedition sender hver uge ca. 700 vogntog ud af Danmark mod især Sydeuropa, mens det store hollandske firma igennem mange år har specialiseret sig i kørsel i Frankrig, England, Irland samt hjemmemarkedet.

- Branchen går mod større enheder. Med vores nye hollandske partners store vognpark kan vi udvide vores service, og samtidig er ønsket om øget kapacitet til konkurrencedygtige priser sikret i det vækstmarked, der ventes forude, vurderer administrerende direktør Martin Gade Gregersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063