Kartelanklager mod Maersk Line
European Shippers Coucil (ESC) retter skarp kritik mod de såkaldte linjekonferencer, hvor linjeskibsrederier drøfter markedsforhold.
EU-Kommissionen ophævede i 2008 den dispensation for EU’s kartelregler, der tillod linjerederierne at mødes i de såkaldte linjekonferencer. Men verdens rederier deltager fortsat i stort omfang i linjekonferencer på markeder uden for Europa.
Det betyder, at verdens største containerrederi – danske Maersk Line – i dag er medlem af 16 forskellige linjekonferencer, der dækker vigtige trafikker som dem, der sejler over Stillehavet eller internt i Asien.
Det får nu de store transportkøbere i European Shippers Council til at rette en skarp kritik mod det danske containerredier, fordi ESC – i lighed med EU-Kommissionen – mener at linjekonferencerne sætter markedskræfterne ud af spil. Det skriver dagbladet Børsen.
- Den fortsatte koordinering mellem rederier rundt om i verden såsom på de vigtige Stillehavs- og intraasiatiske ruter - underminerer fundamentet for en ny bæredygtig æra inden for containershipping, som er blevet skabt i Europa, siger generalsekretær i ESC, Nicolette van der Jagt, til Børsen.
Han mener, at linjekonferencerne bør bringes til ophør.
- Det løser ikke branchens problemer at fritage rederiernes linjekonferencer fra konkurrencereglerne, så de kan sammenligne, diskutere og fastsætte rater og servicebetingelser, siger Nicolette van der Jagt.
Ingen snuskKritikken kommer på et tidspunkt, hvor en stor andel af containerrederierne igen sejler med røde tal på bundlinjen, fordi containerraterne er under stærkt pres. Volumener er ganske vist vokset støt siden den globale finanskrise blev afløst af et forsigtigt opsving i 2010. Men tilgangen af nye skibe og dermed øget kapacitet er sket i et større tempo en godsmængderne er vokset.
Maersk Line er dog en af de få store containerrederier, der har formået at fastholde et overskud først kvartal i år.
I Maersk Line afviser man kritikken, da man ikke mener linjekonferencerne rummer konkurrencebegrænsende aktiviteter.
- Konferencerne bliver ofte misforstået. Man sidder ikke i et snusket baglokale og aftaler priser," siger viceprecident Lars Mikael Jensen, der har ansvaret for Maersk Lines ruter over Stillehavet.
- Ofte er det en mere generel snak om markeder, forventninger og hvad man hører fra afskiberne. Man taler under ingen omstændigheder om, hvad prisen skal være for den ene eller anden kunde, siger Lars Mikael Jensen ifølge Børsen.