Økonomiske nøgletal fra 18 havne
Havne skal skabe overskud, så de eksisterende faciliteter kan vedligeholdes og udvides.
Og det gør den danske havnesektor samlet set. Det viser de nye nøgletal, som Danske Havne nu kan offentliggøre. Tallene er samlet i et nøgletalskatalog for den danske havnesektors økonomi og drift.
Tallene er lavet på baggrund af 18 store og mellemstore havnes årsregnskaber. De 18 havne(selskaber) er Aarhus Havn, Aalborg Havn A/S, Aabenraa Havn, Vejle Havn, Thyborøn Havn, Skagen Havn, Rønne Havn A/S, Randers Havn, Odense Havn, Køge Havn, Kolding Havn, Kalundborg Havn, Hirtshals Havn, Hanstholm Havn, Grenaa Havn A/S, Frederikshavn Havn A/S, Esbjerg Havn og Associated Danish Ports A/S.
De 18 havne havde i 2010 en samlet omsætning på knap 1,1 mia. kr. Det er en stigning på 5,3 procent i forhold til 2009. Deres omsætning udgjorde ca. 70 procent af omsætningen i den samlede danske havnesektor.
Årets resultat blev for de 18 havne et samlet overskud på ca. 230 mio. kr. Det var et fald i forhold til året før, men skyldes ifølge Danske Havne større indtægter ved frasalg i 2009. Det samlede ordinære resultat (før salg) viste således en pæn fremgang i 2010.
De 18 havne investerede for ca. en halv milliard kr. i nye anlæg i 2010. Det var dobbelt så meget som anlæggene blev afskrevet med, og dermed voksede anlægsmassen. De 18 havnes samlede anlægsmasse lå 2010 på ca. 6,4 mia. kr.
Nøgletallene afslører også, at den gennemsnitlige større danske havn har en årlig omsætning på ca. 60 mio. kr., ca. 30 ansatte og en årlig godsomsætning på ca. 2,6 mio. tons.
Nøgletalskataloget vil snart være tilgængeligt på www.danskehavne.dk