Nyt vogntog til Snave
Snave Vognmandsforretning i Snave ved Haarby har netop fået leveret et nyt 7-akslet vogntog så de nye totalvægtsregler kan udnyttes fuldt ud fra den 1. juli.
Det nye vogntog består af en fireakslet Scania R500 (LB8X2*6HNB), der er opbygget med et SVF (Skelhøje Vognfabrik) tippelad og en tilhørende SVF treakslet påhængsvogn med tippelad. Vogntoget der er bygget til transport af foderstoffer er desuden udstyret med et suge-blæseanlæg fra Albjerg Maskin Tec ved Peder Albjerg, Stenstrup.
Den nye Scania er bl.a. udstyret med et CR19 Higline førerhus, fuldautomatisk Opticruise transmission uden koblingspedal, 4,1” farveskærm, Driver Support, C200 med tachograf-download, sæder med dellæder i sandfarve samt sandfarvet instrumentbræt.
Som et godt vinterudstyr er vognen også udstyret med OnSpot snekæder, der automatisk kan aktiveres fra førerpladsen og dermed er med til at sikre stor fremkommelighed i vinterføre.
Lakarbejdet er lavet af Sydfyns Autolak og vognen er solgt af salgskonsulent Peter Madsen og leveret fra Scania Biler A/S, Odense.