Agurke-støtte vækker forargelse
Dansk luftfart mener det urimeligt, hvis gartneribranchen skal kompenseres for "agurkesyge".
Den danske luftfartsbranche tabte millioner af kroner under den islandske askeskys hærgen i april måned sidste år, uden at blive kompenseret fra det offentlige. Derfor finder luftfartsbranhcen det uforståeligt, at politikere nu vil stille danske agurkeavlere en kompensation i udsigt som følge af forbrugernes frygt for VTEC-bakterien, skriver branchebladet check-in.dk ifølge epn.dk.
Blandt andet har brancheorganisationen Dansk Gartneri henvendt sig til fødevareminster Henrik Høegh (V), der støtter agurkeavlernes ønske om at modtage kompensation fra EU for tabt salg.
Men den politiske velvilje fra ministeren har nu afstedkommet en reaktion fra brancheorganisationen Dansk Luftfart, der sidste år i april måned døjede med store indtægtstab og ekstra omkostninger som følge af den islandske askesky, der ramte det meste af Europa.
- Man kan endda sige, at der er en grads forskel. Et vulkanudbrud er hvad, man kalder 'An Act of God', hvilket ingen er herre over. En bakterie i fødevareindustrien kan måske skyldes dårlig praksis eller dårlig renholdelse, siger Michael Svane, direktør for brancheorganisationen Dansk Luftfart.
Michael Svane oplyser, at brancheforeningen de seneste par dage har talt med flere af medlemmerne, der ønsker at gøre opmærksom på det urimelige i situationen, hvis gartneriejere måtte blive kompenseret via EU, skriver check-in.dk.