Nye EU-regler glæder og bekymrer
Europa-Parlamentet har i dag vedtaget det såkaldte Eurovignette-direktiv, der fastsætter regler og takster for at opkræve afgifter for lastbiler i EU.
Direktivet er kommet i hus efter hårde forhandlinger mellem Rådet og Parlamentet. Kompromiset indebærer, at der fortsat er loft over, hvor meget man kan beskatte lastbiler i EU, men der kan opkræves lidt højere afgifter fra de mest forurenende lastbiler og der er større mulighed for at variere taksterne i myldretiden med op til 200 procent over den gennemsnitlige km-takst.
De kommende danske lastbilsafgifter vil skulle overholde de nye EU-regler, der træder i kraft om ca. 2 år oplyser DI Transport.
- De to hovedprincipper bliver forureneren betaler og brugeren betaler. Forslaget er dog ikke en europæisk skat, men et regelsæt der begrænser og regulerer de mange forskelligartede nationale afgifter på lastbiler i EU, forklarede transportkommissær Siim Kallas under behandlingen i Parlamentet.
En del af kompromisforslaget er, at der skal være fuld gennemsigtighed i afgifterne og at op til 15 procent af provenuet skal øremærkes til investeringer i det trans-europæiske transportnet.
DI skeptiskI DI Transport har man været skeptiske over for forslaget, fordi det øger erhvervslivets transportomkostninger.
- I forhold til den danske konkurrenceevne er det ikke noget godt forslag, da det øger transportomkostningerne for dansk erhvervsliv, når der skal eksporteres varer til f.eks. Tyskland. Og det er selvfølgelig bekymrende, siger Rune Noack, erhvervspolitisk konsulent i DI Transport.
- Vi er bestemt ikke begejstret for forslaget, men det kompromisforslag, der er vedtaget i dag, er på en række punkter bedre end det forslag, som Kommissionen oprindelig forslog, påpeger han.
Det gælder især på trængselsafgiften, hvor Kommissionen ellers havde lagt i kakkelovnen med høje stigninger i afgifterne, hvilket ifølge DI stemmer dårligt overens med det forhold, at lastbilerne kun udgør ca. 6 procent af trængslen i Danmark.
Der er dog også lyspunkter set med DI Transports øjne.
- På plussiden indeholder forslaget fortsat et loft over beskatningen på lastbiler, hvilket generelt er godt for erhvervslivet i Danmark, der er afhængige af transport gennem Tyskland. Og mere specifik kan vi herhjemme glæde os over, at S og SF’s plan om at øge provenuet fra lastbilsafgifter med ca. 1,5 mia. fortsat er helt og aldeles umuligt inden for de rammer, EU har fastlagt, siger Rune Noack.
Eurovignetten bygger fremtidens vejeMed vedtagelsen af Eurovignette direktivet i dag, har Europa-Parlamentet taget et første skridt til at afhjælpe problemet med slidte veje og trængsel. Og det glæder Venstres Anne E. Jensen.
- Vi skal have finansieret fremtidens infrastruktur, og det kan den blive med dette tiltag. Det giver medlemsstaterne mulighed for at indføre afgifter på meget trafikerede veje eller veje med særligt sårbar natur - som for eksempel alpeområdet, siger Anne E. Jensen.
- Direktivet giver en god ramme for at skaffe de nødvendige penge til at udvikle infrastrukturen, siger Anne E. Jensen, men det er helt op til medlemsstaterne i hvilket omfang de ønsker at benytte sig af muligheden.
- Vi har fra Europa-Parlamentet understreget behovet for, at pengene bruges til at afhjælpe problemerne på vejnettet - det kan for eksempel være investeringer i støjafskærmninger eller intelligente transportsystemer.