Asfalt-medicin i rette tid
Ny målemetode skal sikre bedre veje og landingsbaner.
Veje og landingsbaner skal repareres, før de gør i stykker. Det er meget bedre, billigere og sikrere. Det er filosofien bag en ny dansk teknologi, der skal udvikles, så det er muligt effektivt at finde de svage veje, før der kommer revner og huller.
Højteknologifonden støtter forskningen med 8,5 mio. kr.
Stigningen i vej- og lufttrafik gør, at det er svært og dyrt at måle sundhedstilstanden på en given vejstrækning, for den eksisterende måleteknik kræver, at måleudstyret står stille på vejen. Derfor er der behov for en mere effektiv målemetode, som rullende kan måle belægningens bæreevne og samle data i et netværk.
Denne nye metode kræver udvikling af ny sensorteknologi, der kan måle vejstrukturens respons på belastningen fra en lastbil eller et fly, og nye matematiske modeller, som gør det muligt at beregne vejstrukturens bæreevne og levetid.
Forskning viser, at styrken i en vejbane er nedsat, allerede før det viser sig i overfladen. Når først der er revner og huller, bliver reparationen dyrere.
Adm. direktør Frank Ebskamp fra Dynatest fortæller:
- Vi skal måle ganske små bevægelser på mindre end en millimeter – i fuld fart. Man kan sammenligne det med et røntgenapparat, der måler, hvor vejbaner er svage. I vores tilfælde viser analysen af data, hvornår det er optimalt at sætte ind med reparationer. Der er et kæmpe potentiale for at optimere vedligeholdelse af veje.
I projektet deltager DTU sammen med en række vejmyndigheder i USA og Roms lufthavnsmyndigheder.
Ole Hededal fra DTU Byg siger:
- Vi ser det som en interessant udfordring at hjælpe industrien med at udvikle metoder til at tolke data fra et bevægeligt målesystem. I første omgang ligger der en opgave i at videreudvikle de numeriske metoder som i dag anvendes til tolkning af resultater fra stationære metoder. Men også den efterfølgende opgave med at omsætte de komplekse modeller til simplere modeller, som kan integreres med målesystemet, ser vi som en væsentligt element i projektet.