Nye ejere af Skive Køletransport
Anders Mikael Christensen og Peter Sørensen har med virkning fra 5. Juni 2011 overtaget Skive Køletransport.
De hidtidige ejere af Skive Køletransport A/S, Anders & Aase Kristensen har overdraget virksomheden til den ny ejerkreds, hvor Peter Sørensen ejer 45 procent og Anders Mikael Christensen med 55 procent af aktiekapitalen.
Peter Sørensen er i dag på 11. år ansat i Skive Køletransport A/S. I det nye selskab fortsætter Peter sit daglige arbejde som transport- & logistikchef, hvor han dog vil få frigjort ressourcer, så han fremover kan lægge endnu mere vægt på at sikre den høje kvalitet, som kunderne er vant til, når de vælger Skive Køletransport.
Anders Mikael Christensen begynder i det nye selskab den 5.6.2011. Anders er 41 år og har mere end 26 års erfaring i lastbil-branchen, først som mekaniker, derefter som værkstedschef og i de senere år som salgschef for eftermarkedet. Anders Mikael Christensen erhvervede vognmandsbevis i november 2009 og glæder sig til nu at være medejer af Skive Køletransport A/S og som direktør at skulle lede en moderne og fleksibel transportvirksomhed med top motiverede medarbejdere.
Anders & Aase Kristensen fortsætter i den nye virksomhed, ligesom alle medarbejdere bliver flyttet med over. Det betyder, at den nye virksomhed får alle muligheder for at få den bedste start både overfor kunder og medarbejdere.
- Skive Køletransport A/S vil i fremtiden fokusere endnu mere på totalleverancer, hvor det ikke “kun” er at levere transporter fra A til B, men også det at være i stand til at levere "hele pakken" til vores kunder, så de derigennem får mulighed for at bruge deres ressourcer på det, de er bedst til." siger Anders Mikael Christensen og tilføjer:
- Skive Køletransport A/S skal udvise optimal kreativitet i de løsninger, vi tilbyder vores kunder. Det er et faktum, der kræver godt håndværk og gode håndværkere, og derfor skal vores ansatte være blandt de bedste i branchen. Kunder, der laver en aftale med os skal vide, at vi aldrig leverer halve løsninger.