Grønt lys for tunnelelementfabrik på Rødbyhavn
Folketinget har godkendt at Rødbyhavn bliver produktionssted for standardtunnelelementer til Femern Bælt-forbindelsen.
Forligspartierne bag den faste forbindelse over Femern Bælt har i dag onsdag besluttet at følge Femern A/S’ indstilling om at placere produktionen af standardtunnelelementer i Rødbyhavn.
Europa-Kommissionen offentliggjorde i november 2010 en ny fortolkning af VVM-direktivet. Den nye fortolkning indebærer, at miljøgodkendelsen af Femern Bælt-forbindelsen og nødvendig produktionsplads til etableringen af den faste forbindelse skal ses i sammenhæng og indgå i en samlet godkendelsesproces.
Det indebærer, at Femern A/S skal udpege konkrete arealer, hvor produktionen kan placeres. Dermed er de entreprenører, der ønsker at byde på projektet, forpligtet til at anvende de valgte arealer.
Da Femern A/S for en lille uge siden meddelte, at Rødbyhavn var udpeget som produktionsplads, så var anbefalingen baseret på en klar vurdering om, at Rødbyhavn er den mest hensigtsmæssige placering blandt de mere end 20 lokaliteter, der har været undersøgt.
- Jeg er glad for, at forligspartierne i dag i enighed har tilsluttet sig Femern A/S’ indstilling om at placere produktionen af standardtunnelelementer til Femern Bælt-forbindelsen i Rødbyhavn. Det viser de syv forligspartiers solide opbakning til projektet, siger transportminister Hans Chr. Schmidt.
Produktionen af standardtunnelelementer forventes at give beskæftigelse til gennemsnitligt ca. 2.000 personer om året i løbet af den 6½ år lange byggeperiode.