Modulvogntog over Skagerrak
Norge åbner vejnettet til Kristiansand og Larvik for modulvogntog.
Dermed kan de 25,25 meter lange og op til 60 tons tunge modulvogntog nu køre direkte fra Nordjylland til Norge og retur – via Color Lines superspeed-færger.
Hidtil har det krævet en 200 kilometer lang omvej via Sverige, hvis der skulle køres modulvogn mellem Danmark og Norge.
Udvidelsen af det norske modulvogntogsforsøg omfatter blandt andet strækningerne på E18 fra Oslo til Larvik Havn og mellem Kristiansand og Arendal
Dermed kan færgerederit Color Line tilbyde sine transport- og logistikkunder helt nye miljøvenlige transportmuligheder over Skagerrak.
- Både transportørerne og miljøet er vindere, fordi modulvogntog bidrager til en mere effektiv og miljøvenlig godstransport, siger koncerndirektør for kommunikation og samfundskontakt i Color Line, Helge Otto Mathisen.
På SuperSpeed 2, som sejler på ruten Larvik-Hirtshals, kan den samme mængde gods fremover fragtes på det halve antal vogntog i forhold til de ordinære trailervogntog, der har været anvendt hidtil oplyser Color Line. Rederiets foreløbige beregninger viser, at det kan betyde op imod en halvering af CO2-udslippet.
- Både vore færger og færgelejer er dimensionerede til at kunne håndtere de 25,25 meter lange og op til 60 ton tunge modulvogntog, siger koncerndirektør i Color Line Cargo, John Juul Nielsen til TTN.
- De lidt længere vogntog kan uden problemer rulle ombord. Vi har blot ventet på at vejnettet også blev åbnet op på den norske side.