Forsinkelse sætter fart på
Bilister, som ønsker at bruge tilkørsel 10 Københavnsvej for at komme på Holbæk-motorvejen mod København, må væbne sig med tålmodighed lidt endnu.
Som led i udbygningen af Holbækmotorvejen mellem Fløng og Roskilde V har Vejdirektoratet holdt rampen lukket siden efteråret 2010. Efter planen skulle rampen være genåbnet ca. 1. juni 2011, men åbningen bliver nu udsat til cirka 10. juli 2011.
Årsagen er, at der arbejdes i området øst for rampens udmunding i motorvejen, hvor motorvejen er under udvidelse mod syd.
Projektleder Preben T. Pedersen beklager, at bilisterne må vente lidt endnu på at bruge rampen, men påpeger at den udsatte åbning er en fordel for det samlede projekt.
- Selv om det sikkert kan være svært at forstå for en udenforstående, så betyder den senere åbning faktisk, at vi kan udnytte tiden mere effektivt i projektet. På den måde bidrager vi til at det samlede projekt kan blive hurtigere færdigt. Set i det lys håber vi, at det vil være acceptabelt for alle parter - ikke mindst trafikanterne, siger Preben T. Pedersen.
Frem til åbningen af rampen anbefaler Vejdirektoratet trafikanterne til fortsat at benytte tilkørsel 9 Trekroner mod København. Tilkørsel 10 mod Holbæk åbner for trafik senest en uge senere, dvs. den 17. juli.