I forbindelse med udførelse af en transportopgave aftales det undertiden mellem parterne, at fragtføreren ikke må udlevere godset, uden at der forinden opkræves betaling fra modtageren, eller at der forinden gives samtykke fra ordregiveren.

Overtrædelse af en sådan klausul medfører efter omstændighederne, at fragtføreren pålægges erstatningsansvar for ordregiverens tab som følge af den uberettigede udlevering.

En spritny dom fra Sø- og Handelsretten afsagt den 3. maj 2011 har netop taget stilling til denne problematik. I sagen havde fragtføreren udleveret godset til modtageren uden at indhente ordregiverens accept hertil - på trods af en klausul i fragtbrevet om det modsatte. På denne baggrund anlagde ordregiveren sag mod fragtføreren for det tab, der ifølge ordregiveren kunne tilskrives den uberettigede udlevering.

Sagens omdrejningspunkt var en aftale om transport af gods fra Holland til Danmark. I denne anledning antog ordregiveren, ”A”, en hollandsk fragtfører, ”B”, til at udføre transporten. Godset bestod af mærkevaretøj.

Ifølge A gjorde denne allerede i forbindelse med ordrens afgivelse til B opmærksom på, at godset ikke måtte udleveres til modtageren uden skriftligt samtykke fra A. Dette forbehold blev gentaget i en fax fra A til B umiddelbart herefter. Endeligt havde A i fragtbrevet til B’s chauffør anført, at overgivelse ikke måtte ske uden samtykke.

På dagen for godsets ankomst til bestemmelsesstedet i Danmark, ringede A gentagne gange B’s chauffør, for igen at understrege, at godset ikke måtte udleveres uden A’s udtrykkelige samtykke.

A var dog usikker på, om den hollandske chauffør forstod ordren, og ifølge vidneudsagn måtte der flere gange spørges ”Do you understand?”, da man var usikker på chaufførens sprogkundskaber.

Som konsekvens heraf tog A bagefter kontakt til B, og anmodede B om at tage kontakt til sin chauffør og på hollandsk forklare denne, at godset ikke måtte udleveres til modtageren.

På trods af dette forbehold udleverede B’s chauffør alligevel godset til modtageren.

A anlagde på dette grundlag sag mod B med krav om erstatning af det tab, som den uberettigede udlevering havde medført. Sø- og Handelsretten fandt, at chaufførens tilsidesættelse af instruksen var en ansvarspådragende handling, for hvilken B bar ansvaret.

Det forhold, at A havde kommunikeret direkte med chaufføren medførte ikke, at B som arbejdsgiver kunne fritages for ansvar, idet en klar instruks i fragtbrevet var overtrådt.

Spørgsmålet var herefter, om der var en tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem B’s ansvar og det tab som ønskedes erstattet; altså om der var lidt et tab, som direkte kunne tilskrives den fejlagtige udlevering.

Tabet i sagen vedrørte nemlig ikke modtagerens manglende betaling for godset, men derimod betalingen i et tidligere ejerforhold. Tilbageholdelsen af godset skulle derfor ikke sikre modtagerens betaling, idet denne allerede havde betalt allerede inden udleveringen i Danmark.

Grundlaget for klausulen om samtykke udsprang derimod af et mellemværende mellem to tidligere ejere af godset, hvor købesummen endnu ikke var betalt fuldt ud. Den tidligere ejer havde dog accepteret, at godset blev transporteret til den endelige køber i Danmark, men med den betingelse, at godset ikke måtte udleveres i Danmark, før den tidligere ejer havde fået fuld betaling af sin købesum.

Da godset fejlagtigt blev udleveret, blev den udestående købesum aldrig betalt, og derfor krævede den tidligere ejer erstatning af A, der videre krævede erstatning af B.

Sø- og Handelsretten fandt for det første, at betaling af den resterende købesum mellem de to tidligere ejere ikke vedrørte den konkrete leverance til modtageren i Danmark. Derudover fandt Sø- og Handelsretten, at hverken A eller B i øvrigt ikke havde forpligtet sig til at sikre betaling af et eventuelt tilgodehavende ud over den købesum, som den danske modtager allerede havde betalt. Det var således ikke aftalt, at B skulle opkræve et beløb, der var uvedkommende for den omhandlede transport.

Sø- og Handelsretten fandt derfor, at der ikke var tilstrækkelig sammenhæng mellem B’s ansvar og det lidte tab. Tabet var ganske enkelt for langt ude. B var derfor ikke ansvarlig for A’s tab, selvom B utvivlsomt havde handlet ansvarspådragende under transporten.

Som det fremgår, er en ansvarspådragende adfærd ikke ensbetydende med, at der i alle tilfælde kan kræves erstatning.

At der skal være en sammenhæng mellem handlingen og det eventuelle tab, ses tydeligt af ovennævnte dom. Selvom fragtføreren i den konkrete sag blev frifundet, må man dog som fragtfører være meget påpasselig ved lignende klausuler. Det helt klare udgangspunkt er, at fragtføreren ifalder erstatningsansvar, når han har handlet ansvarspådragende.