Tolderne er kun en halv løsning
Der er næppe nogen tvivl om, at forslaget om at øge kontrollen ved den danske grænse har delt vandene i den danske transportbranche:
Af Gwyn Nissen
Der er flest tilhængere i de organisationer, som organiserer de nationale transportører – DTL og FDL – og færrest i de organisationer, hvis medlemmer fortrinsvist opererer internationalt – altså ITD og Danske Speditører.
Hvad det angår, er transportbranchen ligesom den danske befolkning splittet over spørgsmålet. Den ene part frygter endnu mere bøvl i forbindelse med grænseoverskridende transporter, mens de andre ser frem til, at kontrollen kan stoppe kriminalitet, svindel og bedrag – også fra de brodne kar i transportbranchen.
Men der havde slet ikke behøvet opstå en ny strid i branchen. For alle parter er faktisk enige om, at det er vigtigt, at komme snyderiet til livs, så der ikke opstår ulige konkurrence mellem den seriøse vognmand og det firma, der måske glemmer at betale vejafgift, snyder med skiverne, kører med magneter og hvad der ellers fifles med.
Folketingspolitikerne burde nemlig for længst have sikret en langt bedre kontrol på de danske veje – også i grænseområderne. Men nu fik Dansk Folkepartis krav så megen næring, at selv Socialdemokraterne og SF faktisk havde været klar til at stemme for mere kontrol.
Men det er også vigtigt, at holde sig for øje, at tolderne ved grænsen kun kan luge ud i noget af snyderiet. Men de kan ikke stoppe de ulovligheder, der begås indenfor landets grænser – og det er altså ikke kun udenlandske vognmænd, der kører under, hvor gærdet er højest.
Derfor løser den øgede told-kontrol ved grænsen langt fra alle de problemer, som vi har på vejene. Tværtimod, så kan man godt frygte, at toldkontrollen er den dårligste løsning, der oven i købet generer en masse andre trafikanter.
10-20 ekstra transport-patruljebiler med garvede betjente, der kender deres ”pappenhejmere” på vejnettet, og flere storkontroller havde måske været en bedre – og i hvert fald en billigere – løsning.
gn@transinform.dk