23948sdkhjf

Mere trafik gennem Hirtshals

Her går det godt: Opsvinget giver mere trafik på Hirtshals Transportcenter.

Her går det godt: Opsvinget giver mere trafik på Hirtshals Transportcenter.



Af Lars Lassen

Hirtshals Transportcenter (HTC) har i dag kun omkring 300 kvadratmeter kontorlejemål ledigt. Resten er i dag optaget af færgerederierne Color Line og Fjord Line, Skat og KGH Spedition, samt it-virksomheden Transics, der blandt andet leverer flådestyringsudstyr. Dertil kommer to kontorlejemål, der ikke vedrører transport- og logistikbranchen.

Personbilscenteret med tankstation, kiosk og cafeteria er næsten færdigt og om få uger åbner trailerservicevirksomheden Agathon OnSpot et helt nyt moderne serviceværksted ved HTC.

- Vi kan mærke en stigende interesse fra virksomheder. Desto flere services vi kan tilbyde, jo mere interessante bliver vi for vores målgruppe. Vi har allerede rigtig godt fat i lastbiltrafikken, der sidste år talte godt 132.000 enheder og med personbilscenteret, hvor turistkontoret også placerer sig, så går vi nu efter at få fat i en stor del af de 600.000 personbiler, der hvert år sejler med færgerne til og fra Hirtshals, siger centerleder Tonni Sørensen til Transport-Tidende.

- Lige som lastbiltrafikken ind over transportcenteret har skabt ny dynamik og erhvervsudvikling, så forventer vi at personbilstrafikken ikke bare bliver et ekstra ben at stå på for transportcenteret, men også et aktiv for hele lokalområdet,

Modulvogntog

HTC kan tydeligt se, at økonomien igen er på vej op, når der ses på tank-statistikken for transportcenterets lastbil- og bustankanlæg.

- Der er mere trafik, men der er også flere og flere, der får øje på fordelene ved at anvende Hirtshals som et naturlig stop. Der har været en næsten konstant stigning i tankningen af lastbiler og busser siden anlægget blev åbnet. Det gælder også i den periode, hvor økonomien i øvrigt gik nedad, fortæller Tonni Sørensen.

Hirtshals Transportcenter bliver i dag anvendt af en række danske modulvogntog, der kobler om på centeret. Når det norske vejnet til Kristiansand - formentlig inden for en overskuelig tidshorisont – bliver åbnet for modulvogntog, så er det en trafik, der ventes at vokse markant.

De lastvognstog, der skal køre mod syd fra centeret, får inden sommerferien lettere ved at komme ud på motorvejen, fordi der anlægges en ny sydgående udfletning direkte fra transportcenteret.

Dermed slipper de for at skulle ud gennem rundkørslen. Det er havnen og kommunen, der står for projektet.

Parløb med havnen

Samspillet mellem transportcenter og havnen er afgørende for begge parters succes.

- Vi har løbende en rigtig god dialog med havnen, fordi vi begge i fællesskab skal løfte den opgave, det er, at få vej og vand til at mødes, så vi kan drage de fordele som Hirtshals har som omdrejningspunkt for trafikkerne til Norge, siger Tonni Sørensen.

- Når Fjord Line kommer med to nye færger, får vi hele fire store destinationer i Norge som lander og udgår far Hirtshals Havn, der dermed får en utrolig central placering på såvel person- som godstrafikken til og fra Norge. Det betyder, at virksomheder reelt kan distribuere varer direkte fra Hirtshals og så nå fire store destinationer i Norge inden for det samme døgn, slutter Tonni Sørensen.

ll@transporttidende.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065