23948sdkhjf

Ingen forsikringsdækning

Fladskærme: Luftfragtspeditør, der tidligere er dømt for fejludlevering, har nu også tabt sag mod eget forsikringsselskab.

Fladskærme: Luftfragtspeditør, der tidligere er dømt for fejludlevering, har nu også tabt sag mod eget forsikringsselskab.



Af adv. Henrik Kleis, Advokatfirma Delacour Dania, Århus

Fejl er ikke godt, og sløseri i formen ”grov uagtsomhed” er grundlæggende noget værre skidt. Handler en transportør groft uagtsomt eller endnu værre forsætligt, er det normalt ikke muligt at påberåbe sig transportverdens ansvarsbegrænsninger. Grov uagtsomhed fører næsten altid til, at transportøren ikke kan få dækket tabet og smerten hos det forsikringsselskab, hvor der er tegnet transportforsikring.

Sø- og Handelsretten har her i maj afsagt dom i en sag, hvor en dansk speditør havde trukket sit forsikringsselskab i retten med påstand om, at forsikringsselskabet skulle anerkende, at der var dækning under en speditøransvarspolice for det erstatningsansvar, som speditøren havde pådraget sig i forbindelse med fejludlevering af seks luftfragtforsendelser i 2005 til speditørens kunde, der fik produceret fladskærme i Fjernøsten.

Kunden gik konkurs og den bank, der var involveret i en oprettet remburs, fik i november 2008 speditøren dømt til at betale en erstatning på ca. 15 mio. kr. i en sag, der siden er indbragt for Højesteret og er stadig ikke afsluttet.

Speditørens ansvarsforsikring, der har et beløbsmæssigt maksimum på 5 mio. kr. og som dækker ansvar efter NSAB 2000, har følgende ganske sædvanlige undtagelsesbestemmelse:

”Ansvar for skade, tab eller omkostninger, der skyldes grov uagtsomhed, svig eller anden forsætlig retsstridig adfærd, udvist af speditøren, dennes ansatte eller andre, for hvem speditøren svarer, medmindre speditøren eller dennes ansatte ikke havde eller burde have haft kendskab til disse forhold.” Fejludleveringerne

Speditøren udførte i perioden fra 1. marts til 28. september 2005 144 luftfragter for producenten (nu under konkurs). På de udfærdigede airwaybills (luftfragtbreve) var en dansk bank anført som vare-modtager (”consignee”), idet forsendelserne til producenten skete på remburs i henhold til en af banken stillet ramme, der pr. 1. juni 2005 udgjorde 125 mio. kr., heraf 75 mio. kr. uden pant.

På seks af de luftfragter, hvor banken var anført som varemodtager, blev godset imidlertid uden samtykke/kvittering fra banken udleveret til producenten. De pågældende udleveringer fandt sted den 5. april, 19. april, 20. april, 27. juni, 1. juli og 18. juli 2005.

Den 5. oktober 2005 anmeldte økonomidirektøren i det pågældende speditionsfirma sagen til firmaets forsikringsselskab og skrev bl.a:

”For så vidt angår en forklaring på hændelsesforløbet kan jeg oplyse, at producenten i forbindelse med luftfragter udført af speditøren, i enkelte tilfælde har fået udleveret varer, uden at fragtdokumenterne forinden var påført en frigivelsespåtegning fra banken, der var anført i fragtdokumenterne som consignee. Udlevering af varer er sket på baggrund af begæring fra producenten til speditøren, og speditøren fik i forbindelse med udlevering fra producenten oplyst, at banken var indforstået med udlevering af varer.
For så vidt angår ”beslaglæggelse” af de varer, der rent faktisk blev udleveret, kan jeg oplyse, at varerne ifølge oplysninger fra producenten ikke længere er til stede hos producenten, idet disse er indgået i produktionen.”

Anmeldelsen afsluttede med en anmodning om, at forsikringsselskabet bekræftede dækning under policen og i første omgang blev resultatet, at der den 11. oktober 2005 blev afholdt et møde med deltagelse af diverse repræsentanter fra forsikringsselskabet og dennes advokat, samt speditøren og dennes forsikringsmægler.

Forventet efterbevilling

Det er klart, at oplysningerne om de faktuelle forhold er ret afgørende for et forsikringsselskabs vurdering af, om der kan ydes dækningstilsagn, og derfor blev der af forsikringsselskabets advokat kort tid efter mødet udsendt et mødereferat til mødedeltagerne, hvoraf bl.a. fremgik at:

”(Repræsentanterne fra speditøren, NN og XX) oplyste endvidere, at speditøren var bekendt med, at de i denne sag omhandlede forsendelser – ligesom en række tidligere forsendelser – var aftalt gennemført således, at varerne alene måtte udleveres til banken i overensstemmelse med angivelserne i de udstedte transportdokumenter (air waybills).
For så vidt angår omstændighederne i forbindelse med de i sagen omhandlede fejludleveringer oplyste (NN og XX), at der var tale om, at producenten – sandsynligvis – på grund af likviditetsvanskeligheder havde undladt at indløse de med banken indgåede rembursaftaler og i stedet kontaktet speditøren med henblik på at få varerne udleveret mod at love speditøren bankens efterfølgende udleveringssamtykke.
(XX) oplyste i den forbindelse, at der formentlig havde været tale om, at flere end de i denne sag omhandlede 7 tilfælde af fejludlevering havde fundet sted, men at dette ikke nu kunne afklares, idet bankens udleveringstilladelser på de enkelte transportdokumenter ikke var dateret, således at det ikke var muligt at fastlægge eller konstatere, om varerne var blevet udleveret til producenten forud for modtagelsen af bankens udleveringstilladelse.
Således som fejludleveringerne havde fundet sted var det (NN og XX)s opfattelse, at der havde tale om, at man fra speditørens side havde bestræbt sig på at vise en imødekommenhed i forhold til producenten med henblik på at bistå selskabet med at kunne fortsætte med sine driftsaktiviteter uanset den vanskelige likviditetsmæssigt situation, og dette fremgik af, at speditøren – som nævnt – var bekendt med, at vareforsendelserne skulle udleveres til banken, men – på ”forventet efterbevilling” fra banken – udleverede varerne til producenten i overensstemmelse med dette selskabs ønske herom.”
Korrektioner

Efter af have modtaget mødereferatet fremkom repræsentanterne fra speditøren med følgende korrektioner:

”(NN og XX) oplyste endvidere, at speditøren i denne sags omhandlede forsendelser var gennemført således, at varerne alene måtte udleveres til banken i overensstemmelse med angivelserne i de udstedte transportdokumenter (air waybills).
For så vidt angår omstændighederne i forbindelse med de i sagen omhandlede fejludleveringer oplyste (NN og XX), at producenten måske på grund af likviditets-vanskeligheder havde undladt at indløse de med banken indgåede rembursaftaler og i stedet kontaktet speditøren med henblik på at få varerne udleveret uden efterfølgende udleveringssamtykke fra banken.
(XX) oplyste i den forbindelse, at speditøren kun har konstateret de 7 omhandlende fejludleveringer og at man ikke i teorien ikke kunne udelukke at det var sket før. (NN) oplyste endvidere, at man hos speditøren ikke umiddelbart havde konstateret andre fejludleveringer hos hverken producenten eller andre kunder.
Således som fejludleveringerne havde fundet sted var det (NN og XX)s opfattelse, at speditøren efter alt sandsynlighed havde bestræbt sig på at vise en imødekommenhed i forhold til producenten, hvorpå speditøren, i ’’kampens hede’’, ved en fejl havde glemt og modtage udleveringssamtykke, qua den direkte levering fra afsender til producenten.”

Svaret på mødet og korrektionerne til referatet mv. blev, at forsikringsselskabet den 9. november 2005 opsagde speditørens speditøransvarsforsikring. Opsigelsen blev begrundet med, at det henset til erfaringerne fra skadessagen ikke fandtes muligt at etablere den åbenhed og gensidige tillid, der var nødvendig for samarbejdets fortsættelse.

Sædvanlig praksis

Under sin procedure i Sø- og Handelsretten henviste speditørens advokat bl.a. og ikke mindst til det korrigerede mødereferat, som efter hans opfattelse gjorde, at det kunne lægges til grund, at der kun fandt fejludleveringer sted i 6 tilfælde, og at der i perioden havde været tale om over 100 flytransporter, samt at fejludleveringerne lå spredt ind imellem samtlige transporter.

Advokaten forsøgte at nedtone formuleringen i det oprindelige mødereferat om, at fejludleveringerne sandsynligvis skyldtes ”likviditetsvanskeligheder” og om udleveringen på ”forventet efterbevilling” fra banken var et udtryk for efterrationalisering.

Advokaten bestred, at speditøren havde handlet forsætligt i strid med luftfragtbrevets bestemmelser og at udleveringen direkte til producenten, som jo gik konkurs, var fejl begået i ”kampens hede”, således som dette var formuleret i det korrigerede.

Sø- og Handelsretten fandt, at det efter bevisførelsen, der bl.a. omfattede flere vidneforklaringer måtte henstå som usikkert om udleveringen af forsendelserne til producenten skete som følge af sædvanlig praksis/kutyme, og om denne kutyme var accepteret af banken, eller om udleveringen kan henføres til fejl begået af speditøren.

Groft uagtsomt

Retten fandt imidlertid, at det under alle omstændigheder påhvilede speditøren ved gennemgangen af transportdokumenterne at sikre sig, at transporten ikke var forbundet med remburs. Dette gjaldt så meget mere i en sag som den foreliggende, hvor speditøren vidste, at remburs ofte havde været anvendt i forhold til producenten.

Det måtte derfor efter rettens opfattelse betegnes som groft uagtsomt, at speditøren udleverede de seks forsendelser til producenten uden at sikre sig, at banken som ”consignee” med påtegning på luft-fragtbrevet havde frigivet varerne.

Herefter førte forsikringsbetingelsernes undtagelsesbestemmelse til, at forsikringsselskabet blev frifundet og speditøren fik nu den mulighed, at sagen kan ankes til Højesteret, ligesom speditøren kan krydse fingre for, at man får medhold i ankesagen i Højesteret, hvor banken er modpart.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082