Tyskere tungere end tilladt?
Frie Danske Lastbilvognmænd ønsker tal på bordet for tyske lastvognstog.
En dansk registreret tre-akslet trækker må køre med 48 tons totalvægt, mens en tilsvarende tysk registreret trækker må køre med 40 tons - dog med dispensation op til 44 ton i kombi-transport i Tyskland.
- Det vil sige, at et tysk registreret vogntog, som kører i Danmark, faktisk kun må køre med max 44 tons, og kører man f.eks. med 48 ton, overskrider vægten med 4 tons. Det kan lyde som en bagatel, men FDL har fået adskillige opfordringer til at få situationen belyst, og noget tyder på, at ikke alt foregår efter lovens bogstav, skriver FDL i sit seneste nyhedsbrev.
- Vi kan ikke tillade os at sige, at nogen snyder, men det er i hvert fald et problem, at vi ikke kan få nogen dokumentation for køretøjerne, siger kontorleder Jens Groot fra Frie Danske Lastbilvognmænd.
Det skal klart fremgå af registreringsattesten, at køretøjet nationalt er godkendt til 48 tons totalvægt, hvis man eksempelvis vil køre med et tysk registreret vogntog i Danmark.
- Derfor opfordrer vi endnu en gang nogle af dem, der opererer på denne måde, til at fremlægge den nødvendige dokumentation. Det er den eneste måde, man enten kan bremse eventuelle ulovligheder eller skabe en afklaring af tingene, siger Jens Groot. FDL har ved gentagne lejligheder efterlyst dokumentationen, og vi er vidende om, at andre har forsøgt på det samme. Så længe, der endnu ikke er fremlagt dokumentation, må vi formode, nogen har noget at skjule.
- Hvorfor er det ellers så svært at få nogen til at vise os dokumentationen? Det er en kendt sag, at der desværre på mange måder snydes, men enhver form for snyderi er unfair over for dem, der søger at drive en både lovlig og fornuftig forretning. Det er ikke mindst derfor, vi i FDL, efterlyser dokumentation, så vi kan komme et eventuelt uvæsen til livs. Vi har i forvejen mere end rigeligt at slås med, så snyderne skal stoppes, siger Jens Groot fra Frie Danske Lastbilvognmænd.