Søfartspris til danske piratjægere
Besætningerne på de danske orlogsskibe Esbern Snare og Absalon er blevet tildelt Danmarks Rederiforenings Søfartspris for deres indsats i Adenbugten.
Selv om Søværnets succesrate ”målt i antallet af dømte og straffede pirater” er ganske beskeden i forhold til det store antal somaliske pirater, der er blevet løsladt trods solide beviser, så er den danske indsats i Adenbugten værdsat.
Det viste Danmarks Rederiforening, da den i forbindelse med sin generalforsamling, tildelte besætningerne på de danske orlogsskibe Absalon og Esbern Snare foreningens søfartspris for indsatsen mod de somaliske pirater.
- Jeg er meget glad for at modtage denne påskønnelse ”Årets Søfartspris”. For mig er det et håndgribeligt bevis på, at Rederiforeningen anerkender den dedikerede indsats, som søværnets ansatte yder for at beskytte skibsfarten. Det er et privilegium at være chef for så engagerede mennesker som besætningerne på Absalon og Esbern Snare, så årets Søfartspris er deres pris, sagde forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, da hun modtog prisen på vegne de to flexfregatters besætninger.
Rederiforeningen uddeler hvert år Søfartsprisen, og at den i år blev givet som en anerkendelse af indsatsen mod pirateri, tog forsvarsministeren som et skulderklap. Prisen på 50.000 kr. er doneret til Dronning Alexandrines og Kong Georg den førstes Marinefond, oplyser SOK.
(Foto: Carsten Lundager/Danmarks Rederiforening)