Stigende maritim optimisme
Men rederierne trækker lidt ned i den gode stemning.
Det tyske industri og handelskammer IHK Nord, Rostock, har loddet stemningen blandt 100 virksomheder indenfor den maritime sektor. Konjunkturbarometeret er steget til 112,3 procent, hvilket dog stadig er under indekset for det samlede nordtyske erhvervsliv, som ligger på 129,5.
Det er skibsfarten, der trækker lidt ned i den gode stemning. Rederierne forventer ikke, at den positive udvikling fra 2010 fortsætter i samme tempo. Derfor havner deres indeks i 86,1.
Modsat har havnene forventning om fortsat vækst, ikke mindst som, følge af, at Bremerhaven og Hamborg har klaret sig bedre (procentvis stigning) end Antwerpen og Rotterdam. Havnenes indeks ender derfor også i 124,8.
Virksomhederne frygter dog over en bred kam, at de stigende brændstof- og råstofpriser kan bremse væksten.