Ny vulkanaskesky giver aflysninger
Branchen frygter en gentagelse af aske-generne fra foråret 2010
Dengang medførte et ugenlangt udbrud fra den islandske vulkan ved gletsjeren Eyjafjallajökull aflysning af mere end 100.000 flyafgange. Branchen tabte samlet mellem 1,5-2,5 milliarder euro, mens det samlede tab for erhvervslivet var endnu større.
Det seneste udbrud af vulkanen Grimsvötn har i de seneste dage allerede ført til flere hundrede aflysninger – i første omgang i Nordeuropa. Islands luftrum har været midlertidigt lukket, men er genåbnet, og askeskyen har nået Nordjylland. Vinden ventes at føre askeskyen videre sydover, så store dele af det europæiske luftrum ventes ramt i et eller andet omfang.
Grimsvötn udsender fortsat skyer af aske og vanddamp 10-12 kilometer op i luften, og udbruddet ser ikke ud til at aftage lige foreløbig, vurderer flere eksperter.
- Udbruddet er væsentligt kraftigere og har potentiale til at udvikle sig lige så problematisk som sidste års udbrud, siger den svenske seismolog Reynir Bödvardsson fra universitetet i Uppsala til nyhedsbureauet TT.
Via Twitter oplyser Eurocontrol, at askeskyen "ved slutningen af dagen muligvis vil dække sydlige dele af Skandinavien, Danmark og nordlige dele af Tyskland".
Skotland og Nordirland vil være dækket i løbet af i dag og senere på ugen kan det meste af Vesteuropa få problemer, advarer Eurocontrol.
- Askeskyen vil muligvis fortsætte mod syd til Frankrig og Spanien, men det er svært at sige nu, fordi vejrudsigterne ikke er præcise for slutningen af ugen, skriver Eurocontrol.