25 meter i Holland
Efter Sverige og Finland åbner Holland vejnettet permanent for modulvogntog.
Transportminister Melanie Schultz van Haegen lægger op til en lovændring, der gør det muligt for de 25 meter lange og op til 60 tons tunge lastbiler, at køre i hele landet på udvalgte strækninger.
P.t. kører der omkring 600 modulvogntog – økokombis, som de kaldes - i Holland på særlige tilladelser.
Von Haegen peger på, at det hollandske modulvogntogsforsøg viser, at der både er god økonomi og miljø i modulvogntogene. Trafiksikkerheden var også et fokusområde i Holland, men fordi modulvogntogene kun må køres af førere, der har taget en tillægsuddannelse, har der faktisk været forholdsmæssigt færre uheld med modulvogntog end med almindelige lastbiler, skriver Verkehrsrundschau.
Det hollandske transportministerium forventer, at de nye regler vil kunne sende mere end 1000 modulvogntog i trafikken.
Von Haegen vil nu også lægge pres på EU-politikerne, idet hun er uforstående overfor modstanden mod en ”effektiv og miljøvenlig transportform”.