Vækst på Hamborg havn
Havnen har haft en vækst på 18,2 procent i containertrafikken i årets første kvartal.
Dermed vokser Hamborg havn mere end konkurrenterne fra Rotterdam og Antwerpen, som i samme tidsrum har oplevet en vækst på henholdsvis 10,1 og 7,9 procent på containertrafikken.
Den samlede godsmængde over kaj voksede med 9,8 procent til 31,4 millioner tons.
Det er især containertrafikkerne til Asien og Baltikum, der har sikret væksten. Det skyldes ikke mindst, at de fem eksisterende linjetrafikker til Asien har øget mængderne, samtidig med, at der er kommet fem nye linjetrafikker til.
I forhold til Baltikum har Hamborg havn 154 ugentlige afsejlinger og er dermed den førende feederhavn til den baltiske region. Trafikken til Rusland er i første kvartal steget med hele 35 procent og til Finland med 49,3 procent.
Skibstrafikken skaber også aktivitet på skinnerne på Hamborg havn. 84 jernbaneselskaber kører til og fra havnen og selv om havnen nåede en rekordstor godsmængde på 40 millioner tons i 2010, er væksten fortsat med 11,2 procent i årets første tre måneder.