Den tyske lastvognsproducent MAN står sammen med kinesiske Sinotruk bag nyt lastbilmærke SITRAK.
Det første lastvognsmodel kommer til at hedde SITRAK T7H. Det nye lastbilmærke skal markedsføres i Kina, samt på en række andre såkaldte nye vækstmarkeder.
Produktionen stater angiveligt allerede til december og den første lastbil bliver efter planen leveret i første halvdel af 2012.
Nyheden blev annonceret på Auto Shanghai 2011 Motor Show, hvor Chunji Ma, bestyrelsesformand for Sinotruk, og Dr. Georg Pachta-Reyhofen, administrerende direktør for MAN SE, afslørede det nye fælles lastbilmærke, der er beregnet for Kina og andre vækstmarkeder i Asien, Mellemøsten, Afrika, samt de russiske stater (SNG).
Parterne forventer, at salget når op på 200.000 enheder årligt inden 2018.
Mens lastbilmærket SITRAK – der får tre stiliserede ginkgo blade (der symboliserer styrke og vitalitet) som logo – er internationalt rettet med en engelsksproget klang, så kommer lastbilmærket til a hedde Shandeka (汕 德卡) hjemme i Kina – et navn, der er mere venligt over for kinesiske tungebånd.
Markedsføringen i Kina varetages af Sinotruk, mens mærket internationalt skal markedsføres af de eksisterende salgsnetværk for MAN og Sinotruk.
MAN indledte samarbejdet med den kinesiske lastvognsproducent Sinotruk helt tilbage i 1983, da der blev indgået aftale om licensproduktion af Steyr-lastbiler. MAN ejer i dag 25 procent af aktierne i Sinotruk.