23948sdkhjf

Hafnia Management i joint venture

Hafnia skal drive ny stor global tankskibspool for det japanske rederi MOL.

Hafnia skal drive ny stor global tankskibspool for det japanske rederi MOL.



Mindre end et år efter den danske tankskibsoperatør Hafnia Management A/S blev grundlagt i Hellerup, går selskabet nye veje for at styrke sin globale position som en af de ledende tankskibsoperatører.

I et joint venture med et af verdens største rederier, japanske Mitsui O.S.K. Lines MOL, etablerer de to partnere et nyt pool management selskab under navnet Straits Tankers Pte. Ltd. i Singapore.

Det ny selskab skal drive en ny stor global tankskibspool under navnet ”Straits Tankers LR Pool” bestående af produkttankskibe fra MOL, de svenske rederier Marinvest og Gotlandsbolaget, samt Nordic Tankers A/S i København. Derudover har United Arab Chemical Carriers UACC i Dubai valgt at deltage. Rederiet lægger fire tankskibe ind i poolen.

25 skibe

Hvor Hafnia LR Poolen i dag opererer otte produkttankskibe i LR1 klassen, lægger den nye tankskibspool ud med 25 skibe indenfor området med start den 1. maj 2011. Dertil forventes yderligere tre tankskibe fra de eksisterende partnere.

Det nye selskab er 50/50 ejet af MOL og Hafnia Management. Når det japanske rederi overhovedet indgår et samarbejde med den danske tankskibsoperatør, skyldes det ikke mindst shippingfolkenes succesrate, netværk og erfaring i Hafnia.

Steenberg i spidsen

Straits Tankers vil fremadrettet operere ud fra hovedkontoret i Singapore samt regionskontoret i Hellerup.

Pool Manager og chef for Straits Tankers bliver den 37-årige Søren Steenberg Jensen, der i dag er kommerciel direktør i Hafnia Tankers. Søren Steenberg Jensen får titel af CEO og åbner kontoret i Singapore 1. maj.

Med baggrund i sine tidligere ansættelser hos A.P. Møller-Mærsk og Torm står han godt rustet til opgaven i Fjernøsten, vurderer adm. direktør i Hafnia Management A/S, Anders Engholm.

Hafnia Management fortsætter desuden i Hellerup med disponeringen af produkttankskibe i Hafnia MR Poolen (medium range) for rederiet J. Lauritzen A/S, Kirk Kapital A/S, svenske Gotlands Bolaget samt italienske LGR di Navigazione i Napoli, samt selskabets commercial management aktiviteter som i dag udgør fire tankskibe.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079