Drop stofferne
Spor efter stoffer kan koste kørekortet i Tyskland.
Det kan synes indlysende, at man skal holde sig fra stoffer – også selv om de kun indtage lejlighedsvist. Herhjemme risikerer man ikke automatisk at miste sit kørekort, fordi politiet konstaterer spor efter for eksempel hash.
Det gør man til gengæld i Tyskland, hvor en højere retsinstans nu har fastslået, at det er i orden at fratage en bilist kørekortet, selv om indtagelsen af stoffer kun er sporadisk. En tysk bilist var gået rettens vej, efter at politiet havde inddraget hans kørekort. Manden forklarede, at han kun havde prøvet hash en enkelt gang.
Tysk politi behøver som følge af den nye dom heller ikke at sikre sig lægelig dokumentation. På baggrund af faren ved at køre i påvirket tilstand, kan politiet tage kørekortet med det samme.