Udsigt til nye regler for forbrændingsegnet affald
Vognmændene kan se frem til frit at kunne vælge mellem forbrændingsanlæg.
Det er en politisk aftale mellem regeringen, samt Liberal Alliance, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti, der vil ophæve den omstridte kommunale anvisningsret for erhvervsaffald til forbrænding.
Miljøministeren har meddelt, at folketinget vil se på, hvordan de nye regler skal udformes tidligst i oktober 2012.
Aftalen betyder, at affaldsforbrændingsanlæg skal gøres til selskaber, hvilket formentlig betyder, at opgaven skal ud i licitation.
Dermed bliver forbrændingsegnet affald fra erhverv fritstillet, og at det kommunalt indsamlede forbrændingsegnede affald skal udliciteres.
Det skriver Dansk Transport & Logistik.
Kommunerne har fortsat ansvaret for, at husholdningsaffald indsamles og behandles, men der indføres kommunal udbudspligt for husholdningsaffald til forbrænding, så det konkurrenceudsættes.
For at give mulighed for tilpasning til den nye regulering kan der i en overgangsperiode på op til 5 år gives mulighed for, at kommunalt ejede forbrændingsanlæg, der er vanskeligt stillet, kan tiltrække husholdningsaffald fra ejerkommunerne uden udbud.
For disse anlæg kontrolleres det, at alt affald til anlægget forbrændes til samme pris, dvs. hvile-i-sig-selv-prisen, skriver brancheorganisationen.