HMF giver sig selv et løft
Efter flere års underskud er Højbjerg Maskinfabrik ved at vende udviklingen.
Målet med turnarounden er at få forretningen til at vokse fra en omsætning på ca. 500 millioner til omkring 900 millioner kroner, for derved at gøre fabrikken moden til et salg.
- Men om virksomheden rent faktisk også skal sælges, er helt op til bestyrelsen, siger bestyrelsesformand Kim Buchwald til Børsen.
HMF havde i 2009 et underskud før skat på 102 millioner kroner og i 2010 et minus på 91 millioner kroner. Men resultatet er faktisk forbedret væsentligt, da der i 2010 blev hensat 45 millioner kroner til omstruktureringer og nedskrivninger.
Kim Buchwald fortæller til Børsen, at HMF fik massive problemer, fordi virksomheden spredte sig over en lang række aktiviteter udenfor HMF’s kerneområde, som er kraner til lastbiler.
HMF har fået en god start på 2011, hvor driften igen skal ende i plus. Ifølge Buchwald var første kvartal 2011 det bedste i fem år. Driftsoverskuddet er væsentlig over budget og 27 millioner kroner bedre end på samme tidspunkt 2010.
I forbindelse med strategiplanen ”Clean up & Fokus” skal alle ikke-kerneaktiviteter sælges fra eller afvikles, ligesom ejendomsporteføljen skal sælges, skriver Børsen.
HMF har 440 ansatte – heraf 238 i Højbjerg. HMF er verdens fjerdestørste producent af kraner til lastbiler. I spidsen ligger Palfinger foran Hiab og Fassi.