Sikkerheds-specialist vandt i DTL Region Syd
Det blev en utraditionel transportvirksomhed, der blev kåret som DTL Region Syds kandidat til Årets Transportvirksomhed 2011.
Virksomheden blev ved et stort DTL-medlemsarrangement hos Scania Biler A/S i Vejle således valgt til at repræsentere DTL Region Syd, når den endelige vinder af Årets Transportvirksomhed findes på DTLs generalforsamling i Aalborg 7. maj.
Det var en glad leder af Aarslev Budcentral, Dennis Just, der modtog statuette og diplom af bestyrelsesmedlem i DTL Region Syd, Ole Bang Jensen, på scenen (foto):
- Jeg glæder mig til at fortælle dette til medarbejderne i morgen. Det er deres fortjeneste, sagde han med et stille smil.
For mere end stille bliver jubelen ikke til i første omgang, hvis man skal tro hans hustru, Bettina Just, der står for medarbejderudviklingen i selskabet og kørselsleder Sonny Hildebrand, der begge var med på scenen for at fejre nomineringen. For som de sagde:
- Det er først i morgen, han viser sin glæde. Han skal lige vænne sig til tanken først.
Sikkerhed som specialeAarslev Budcentral har opbevaringssikkerhed som et stort speciale. Det er der ikke mange danske transportvirksomheder, der har.
Aarslev Budcentrals datterselskab, Odense Logistik Center, er sikkert lager for kunderne, og Dennis Just satser på, at det nye sikrede lagerhotel, der er Danmarks største privatbyggede lagerhotel i sikkerhedsniveau 40, vil blive populært hos kunderne.
- Jeg håber, at der kan skabes stor synergi mellem vores mere traditionelle budforretning i Aarslev Budcentral og lagerhotellet ved, at de kunder, der bruger lagerhotellet, også har brug for en transportydelse hos Aarslev Budcentral, mens kunderne i budcentralen kunne få brug for god opbevaring fra tid til anden, siger Dennis Just.
Klar til finalenNu venter så finalen i Årets Transportvirksomhed 2011, hvor Aarslev Budcentral er oppe imod Vognmand Preben Andersen ApS fra Nykøbing Falster, Vognmandsfirmaet A. Thorsen 1313 fra Viborg og Dansk Møbeltransport Forenings kandidat, Hvejsel Møbeltransport A/S fra Århus.
Årets Transportvirksomhed 2011 har følgende partnere: DTL, Scania, Codan, TomTom, VBG og Dansk Autohjælp. Mediepartner er Danmarks Transport-Tidende.