Transport 2011: Seks bud for smidig kørsel
Lastbiltransporten lancerer seks bud, der ridser reglerne op for smidige overhalinger på motorvejen.
’De Seks Bud - for smidige overhalinger’ er udviklet i samråd med bl.a. FDM og Rigspolitiet og er en del af lastbiltransportens kampagne ’Holder DK Kørende’, der nu vil fokusere på at komme motorvejens elefantoverhalinger til livs.
Til initiativet hører også en spritny lastbilrap, der giver en humoristisk opsang til den lidt for tunge chauffør, der ikke kender spillereglerne og derfor ødelægger det for alle kollegerne. Det nye kampagneinitiativ finder sted under parolen ’Vi skal jo samme vej’ og kommer hele Danmark rundt, når et særligt dialog-team i næste uge besøger landets transportcentre og rastepladser på Tolerance Tour 2011.
Overhalings-bibel”Giv plads”. ”Bedøm de andres fart”. ”Orienter dig bagud”. Sådan lyder tre af buddene i lastbiltransportens nye folder ’De Seks Bud - for smidige overhalinger’.
De seks bud opfordrer chauffører til at tage medansvar for den fælles trafiksikkerhed ved at køre hensynsfuldt og udvise tolerance på motorvejen.
- Vi håber, at vi med ’Vi skal jo samme vej’ kan medvirke til en holdningsændring blandt chaufførerne og samtidig sende et stærkt signal om, at amatøragtig kørsel er en undtagelse i lastbiltransporten. Med de seks bud minder vi om, hvor lidt der skal til for, at motorvejen bliver et bedre og tryggere sted at være for både lastbiler og medtrafikanter, siger Jacob Christian Nielsen, administrerende direktør i ITD, der står i spidsen for kampagnen.
Han er for tungKampagnen byder også på lastbilrappen ’Han er for tung’, der viderefører den humoristiske og direkte tone fra efterårets lastbilhit ’Det er os og chaufførerne – Vi holder hele Danmark kørende’.
Denne gang er tre nye rappere kommet til: Christian, Kenneth og Randi er de tre unge chauffører, der giver den lidt for tunge kollega, der ikke fatter den professionelle kørestil, en solid opsang.´
Jacob Christian Nielsen håber, at rappen kan lægge op til dialog om kampagnens budskaber:
- Vi tror på, at et seriøst budskab leveres bedst med humor og uden løftede pegefingre. Derfor har vi valgt at gentage succesen fra ’Vi holder hele Danmark kørende’ med en rap fremført af branchens egne folk. Rappen er et godt supplement til de seks bud, fordi den kan få smilet frem og forhåbentlig opmuntre til videre dialog, siger han.
På Transport 2011 kan man både få udleveret en CD med rappen og få de seks overhalings-bud.