Messefokus på køre- og hviletid
ITD har valgt at gøre køre-hvile-tid til hovedtemaet på messen, og det vil kunne ses på foreningens stand i messehal J1.
Med overskriften ”Styr på køre-hvile-tiden” lægger ITD op til debat og dialog om det højaktuelle tema, som brancheorganisationen betegner som vognmandsbranchens største udfordring.
På ITD-standen vil de besøgende kunne øve sig i ”tachograf-sprog”, dvs. få hjælp og gode råd til at indstille lastbilernes kontrolapparat, så ærgerlige, bødegivende fejl undgås. Der vil også være gode råd at hente om opbevaring af køre-hvile-tids-data, og - ikke mindst - om hvordan vognmanden løbende kan gennemgå chaufførernes og bilernes køre-hvile-tids-data, så det ikke overlades til virksomhedskontrollen og politiet at finde fejlene og overtrædelserne med dyre bøder til følge.
- Vi ser køre-hvile-tids-området som en af transportbranchens allerstørste udfordringer lige nu. De snørklede og ufleksible regler er en stor mundfuld for vognmænd og chauffører i dagligdagen, og de mange overtrædelser og bøder udgør et problem for erhvervets anseelse og omdømme blandt befolkningen og politikerne. Begge udfordringer skal vi lægge alle gode kræfter i at møde, og ITD har valgt at gå forrest, siger ITD’s adm. direktør Jacob Chr. Nielsen som forklaring på, at ITD i år har valgt at fokusere det meste af sin messetand på køre-hvile-tid.
ITD’s løsning på branchens aktuelle udfordringer på køre-hvile-tids-området er et helt nyt medlemskoncept for egenkontrol. Det indebærer bl.a. gratis opbevaring, download og analyse af vognmændenes køre-hvile-tids-data, som vil blive tilbudt gratis til ITD-medlemmerne fra august 2011. Men allerede på Herning-messen kan de besøgende få et indtryk af, hvordan ITD kan hjælpe vognmænd og logistikvirksomheder med at få styr på køre-hvile-tiden.
Opsamler erfaringerITD mener dog ikke kun, at det er vognmænd og chauffører, der skal stramme op. Politikere og myndigheder må også bidrage positivt ved at lempe regelrytteriet, som ofte helt overskygger det, som reglerne egentlig skal sikre: Chaufførernes arbejdsmiljø, trafiksikkerheden og et effektivt og velfungerende transportmarked.
For at dokumentere det, vil ITD på sin messestand indsamle vognmændenes og chaufførernes oplevelser med at få godskørslen til at hænge sammen i køre-hvile-tidernes regeljungle.
- Vi hører ofte groteske og absurde historier fra vores medlemmer om, hvordan køre-hvile-tids-reglerne medfører ulemper for både vognmænd og chauffører. Vi vil benytte messedagene til at opsamle så mange af disse historier som muligt og så sørge for, at de bliver gjort synlige for politikerne. Det er nemlig på høje tid, at vi får mennesket tilbage i centrum for den politiske køre-hvile-tids-diskussion, siger Jacob Chr. Nielsen.