Selvfølgelig ses vi i Herning
Da transportmessen blev udsat i 2009 og 2010 var der mange, der lagde Danmarks største transportmesse i Herning i graven.
Af Gwyn Nissen
Men nu er den her: Transport 2011 åbner dørene for transport- og logistikbranchen på onsdag og allerede forud for messen kan man vist roligt fastslå, at transportmessen lever i bedste velgående.
Det skyldes ikke mindst et engageret transport-team hos MCH Messecenter Herning, der aldrig opgav troen på, at Transport 2011 nok skulle blive til noget.
Tilmed er det lykkedes at brede messen ud, så det ikke kun handler om materiel, men også om de mennesker, der skal betjene materiellet.
Den udvikling bliver spændende at følge, fordi vi i Danmark ikke har nogen egentlig logistik-messe. Nu får vi en flig af det og der er ingen tvivl om, at denne del af messen nok skal vokse i fremtiden.
Det gjorde ondt, at aflyse i 2009 og 2010, men transportmessen i 2011 kan ikke komme på et bedre tidspunkt: Optimismen er nemlig så småt ved at være tilbage – det går fremad igen.
Derfor er der forhåbentlig masser af glade ansigter, når vi mødes i Herning i de kommende dage.
På Dansk Transport Forlag glæder vi os også til nogle spændende messedage. Dels fordi vi på vores stand selvfølgelig ser frem til at mødes med vore læsere, kunder og samarbejdspartnere, dels fordi vi selv byder på to spændende tiltag:
Allerede på åbningsdagen uddeler vi sammen med Danske Speditører EFFIE-Prisen 2011 til en af de tre nominerede som er: Scan Global Logistics, Freja og JN Spedition. Det bliver selveste transportministeren Hans Chr. Schmidt, der overrækker vinderen et diplom plus 10.000 kroner til et velgørende formål.
Derudover udgiver Danmarks Transport-Tidende og Trans Inform for første gang sammen med vore kolleger på Transportmagasinet en daglig messeavis, som skal holde udstillere og besøgende informeret om hvad der sker på messen.
Så vi får travlt med at dække messen – bevæbnet med kuglepen og kamera. Og vi glæder os.
gn@transporttidende.dk