Ti år med konstant vækst
DKI Logistics fylder 10 år med et højt aktivitetsniveau.
1. april kan den store transport- og logistikkoncern DKI Logistics A/S med hovedkvarter i Horsens fejre 10 års jubilæum. Adm. direktør Preben Borregaard kan samtidig se tilbage på ti forrygende år, hvor virksomhedens vækstbarometer konstant har stået på fremgang.
Alene det sidste års tid har DKI Logistics A/S på trods af den voldsomme krise inden for transport og logistikbranchen vækstet med ikke mindre end 80 procent. På Egeskovvej i Horsens Nord råder koncernen nu over 97.500 m2 lager, og på medarbejdersiden har DKI haft fornøjelsen af at ansætte nye medarbejdere, så antallet er steget fra omkring 70 til i dag 125.
Logistikselskabet etablerede for år tilbage også en afdeling i Køge, som i dag bor i meget moderne lokaliteter i Skandinavisk Transport Center, og sammenlagt råder DKI således i dag over 170.000 m2 moderne lager i Danmark.
Senest er en ny afdeling i Harrislee ved Flensborg kommet til og der meldes allerede om udsolgt på lagerhotellet.
DKI lagde fra starten ud med at kunne totalservicere kunderne med modtagelse og registrering af godset, plukning, opbevaring og distribution frem til modtagerne, samt styring med registrering af ordrer, fakturering mm. – blandt andet gennem betydelige investeringer i IT.
DKI råder over 27 trækkere og to forvogne, 50 trailere, samt to linktrailere, der bliver udnyttet fuldt ud ved at køre som modulvogntog mellem Horsens og Køge. Derudover benyttes der hver dag mange trækkere fra stabile vognmænd.
- Vi har forespørgsler hver eneste dag fra nye potentielle kunder, men vi må i stor stil takke nej, siger Preben Borregaard.
Senest har DKI Logistics dog overtaget distribution af varer til en stor byggemarkedskæde med næsten 50 afdelinger i landet, samt transport- og logistikopgaver for en stor børsnoteret koncern, som indtil nu selv har klaret opgaven.
Inden for det seneste års tid har DKI Logistics også overtaget en stor opgave med opbevaring, pakning og distribution af sygeplejeartikler direkte ud til sygehuse, private forbruger samt læger i en stor del Jylland.
Der holdes reception i anledning af jubilæet på Stensballegaard Golf, Bygaden 70, Horsens fredag, 1. april, kl. 13-16.